Vild Weber

Vild Weber

Opskrift på grillstegt dåhjort. En sommerspecialitet, som også glimrende kan konverteres til råvildt.

Filet med et tyndt stykke bacon omkring, på Webergrillen få sekunder før serveringen. Af Steen Andersen.

Grill er godt.

Som bekendt kan man grille i al slags vejr, og er vejrguderne med en, kan man også nyde maden derude hvor den kommer fra – under den åbne blå og hvide himmel. Alt kød kan grilles, og kødet fra de skandinaviske hjortearter er ingen undtagelse, så hvis man ikke lige har dåvildt i fryseren eller på vildtkrigen, så kan man med lige så stor succes anvende råvildt, kronvildt, ren – eller noget helt fjerde.

Filet.

Fileten er det store helt reelle stykke kød der sidder på dyreryggen. Mange foretrækker at servere den hel, men denne madskribent synes, det er upraktisk med en hel ryg, hvis man kun er to til middagen. I den slags situationer saver jeg et par solide skiver af hjorteryggen og skærer fileterne fra knoglen. De skal være pudset helt af, så der hverken er scener eller fedt tilbage. Man står så med det bedste stykke kød nogen hjort kan præstere.

Dåvildt
© huntersmagazine.com 2007, Steen Andersen

Serveret på tallerken. Dåbøf med chilimarineret vandmelon, nye kartofler og en grøn dressing.

Forberedelserne.

Lav en fræk garniture af vandmelon – i tykke bjælker – som marineres med frisk rød chili. Fjern gerne alle kernerne fra stykkerne der skal marineres. En hel chili rækker fint til en halv vandmelon. Resten af vandmelonen presses over en sigte, så saften løber over de udskårne stykker vandmelon. Skal marinere i en til flere timer. Tænd trækulsgrillen. Skrub de nye kartofler og sæt dem til at koge. Lav en slank dressing til kartoflerne af en stor tot skyllet dild, lidt olie, en smule salt og 250 gram hytteost naturel 1,5%. Det hele blændes til dressingen er tyk, lysegrøn og ensartet. Fileten omvikles med et tyndt stykke bacon, der fastgøres med en tråd eller en kødnål.

Afslapning ved grillen.

Sluk for de nye kartofler så snart de koger. Lad dem stå i vandet, så bliver de færdige af sig selv i løbet af 15 minutter. Resten af maden kan nu bæres ud under den samme åbne himmel, som dyret i sin tid levede under. Når grillen er klar, lægges hjortebøfferne på, og de skal blot have nogle få minutter på hver side, og må gerne serveres lyserøde. Grill også gerne siderne med baconstykket lidt, så det får farve. Eventuelt kan kartoflerne holdes skoldhede ved at placere gryden på grillresten. Det hele serveres som portionsanretning eller direkte fra grill, gryde og fad. Alt efter temperament.