Vild pasta

Vild pasta

Frisk pasta med vildt og tomatsovs.

Essensen i de fleste pastaretter er kødet, og i Italien er der rig tradition for at lade vildtkødet træde i stedet for de mere traditionelle valg fra kalv, okse, svin og høns.
Især de mindre interessante udskæringer fra vildtet kan finde glimrende anvendelse i diverse pastaretter, enten som hakket kød eller som småkød i pastasovsen.
Her følger en vejledende opskrift på tomatsovs med vildtkød, og den kan varieres i det uendelige med andre sammensætninger af krydderurter og kød, alt efter hvad årstiden, jagtlykken og tilfældighederne kan bidrage med.

En vild tomatsovs

Grundingredienserne er tomater, flåede fra dåse eller skoldede der befris for skralden.
På en skoldhedpande med olie svitses kødet. Det kan være de afpillede rester fra dueskrogene, andelårene, eller halskødet fra en hjort – eller noget helt fjerde. Kødet kan være råt, hakket eller små udskæringer af kogt eller stegt kød.
Efter et øjeblik på panden tilsættes efter smag hvidløg i skiver eller knust, persille, basilikum og en smule frisk eller tørret rosmarin/salvie/oregano.
Efter yderligere et øjebliks snurren tilsættes tomaterne, svarende til ca. 400 gram pr. to personer.
Eventuelt kan lidt fint skåret fuglelever tilsættes.
Sovsen skal nu snurre ved svag varme et lille kvarters tid.

Pastamaskinen
© huntersmagazine.com
2002, Steen Andersen

Pastamaskinen i brug. Det tager et kvarters tid at lave sin egen pasta, og den slår den indkøbte med flere længder.

Hjemmelavet pasta er en delikatesse der altid aftvinger gæsterne og ægtefælden respekt – og så er det pærenemt at lave.
Friske æg og fint malet durummel er eneste forudsætning, og et kvarters tid.
To hele æg går der til 200 gram mel, og det rækker til to personer.
Mel og æg æltes sammen til en sej dej, der får lov til at hvile mens sovsen sættes i gang.
Derefter rulles dejen ud i lange baner, enten på en pastamaskine eller med en almindelig kagerulle, til ca. 1 millimeters tykkelse.
Derefter snittes dejen op i smalle strimler, med kniv eller pastamaskine. Når maden er hjemmelavet må det gerne kunne ses, så det gør ikke noget hvis strimlerne er lidt uensartede.
Den friske pasta kommes i spilkogende og saltet vand der er tilsat en spiseskefuld olie.
Kogetid cirka 5 minutter.

Servering

Hæld vandet fra den færdige pasta, vend den i sovsen og server i store dybe tallerkner.
Revet parmesanost over retten og friskkværnet pepper fuldender såvel det visuelle som gastronomiske indtryk.