Svinepest - fortsat

Svinepest - fortsat

De foreløbige prøveresultater i forbindelse med mistanken om svinepest den 12. januar 2005 i en besætning ved Vojens viser, at der ikke er tegn på svinepest. Mistanke medførte, at Danish Crowns slagteri i Blans i Sønderjylland i går blev lukket. Slagtningerne genoptages i dag efter, at slagteriet er rengjort og desinficeret. Men kødet må først frigives fra slagteriet, når mistanken er endeligt afklaret. Det sker fredag.

Det er første gang i år, der er opstået mistanke om svinepest i Danmark. I 2004 var der ni gange mistanke om svinepest, men det viste sig i alle tilfælde at være falsk alarm. Der har ikke været svinepest i Danmark siden 1933.

Selvom de mange mistanker er endt med at være falske alarmer og på forskellige niveauer har været til gene for de berørte, så er de samtidig et godt tegn på, at dyrlægerne på slagterierne er opmærksomme, og at det veterinære beredskab fungerer på alle niveauer.

Et udbrud af svinepest vil være meget alvorligt for den danske eksport af svinekød, og det vil være meget afgørende, at et udbrud opdages så tidligt som muligt, så det hurtigt kan bekæmpes, og så sygdommen ikke spreder sig.