Skydeskolen

Skydeskolen

Claus Christiansen tester sit mesterøje.

I de kommende uger vil Claus Christiansen og Jens Chr. Gammelvind vise hvordan man kan blive en bedre haglskytte.

Det vigtigste når man skyder med haglgevær er at ramme. En masse skytter har lært denne kunst på vidt forskellige måder, og det der virker for den enkelte skal man selvfølgelig ikke lave om på.

Claus og Jens Chr. har imidlertid sat skydningen i system, og hvis man støder på problemer i løbet af træningen på skydebanen eller under jagterne, kan man sikkert hente hjælp på disse sider.
Både Claus og Jens Chr. Er erfarne jægere og konkurrenceskytter med topresultater.

Mesterøje.

Alle skytter har et mester øje – det øje der styrer sigtet.
Hvis man er i tvivl, kan man finde sit mesterøje ved at rette blikket mod et fast punkt, naboens flagstang eller skorsten, med begge øjne åbne.
Derefter peger eller sigter man med udstrakt arm på dette punkt med begge øjne åbne.
Så lukker man det højre øje.
Hvis man nu sigter til højre for målet er det højre øje mesterøjet.
Man kan kontrollere dette ved at åbne højre øje og lukke venstre øje, så sigter man på det mål man først fokuserede på da begge øjne var åbne.
Langt de fleste skytter med højre øje som mesterøje skyder med geværet på højre skulder, og visa versa.
Hvis man ikke skyder fra samme skulder som mesterøjet og ikke er en perfekt skytte, bør man overveje at flytte geværet over i den side hvor mesterøjet er placeret. Det vil give problemer i starten, men på lang sigt forbedre skydningen.

Hvis mesterøjet ikke også er det øje der sigter eller fokusere ud langs geværets sigteskinne vil man aldrig kunne sigte sig til et præcist skud med haglgeværet – selvom der er mange der har lært sig at skyde på denne måde alligevel.

Korekt længde
© huntersmagazine.com
2002, Steen Andersen

Når vinklen mellem over og underarm er 90 grader (plus/minus 10 grader) har geværet den rigtige længde.

Geværets længde.

Afstanden fra aftrækkeren til skæftes bagkap er af stor betydning for præcision og for om det er muligt at få geværet til kinden på en ensartet måde.
Der er flere måder at udregne den korrekte længe på. En metode der også tager højde for hvor meget tøj man har på, går ud på at betragte vinklen mellem overarm og underarm på den arm der holder om bagskæftet og aftrækkeren.
Når geværet er placeret i anslag – korrekt på skulderen – skal vinklen mellem over- og underarm være 90 grader – plus minus 10 grader. Så har geværet den rigtige længde.
En udskiftelig bagkap med forskellige tykkelse kan eventuelt anvendes til at kompensere for mere eller mindre tykt tøj.

Balance
© huntersmagazine.com
2002, Steen Andersen

Geværets balancepunkt skal være lige under hovedbolten. Hvis ikke geværet balancerer her må der placeres loder i for- eller bagskæfte.

Geværets balance

Det er vigtigt at geværet kan kastes kontrolleret og ensartet til kinden. Derfor skal våbnet være i balance.
Hvis balancen ikke er lige under hovedbolten, vil det være vanskeligere at få en glidende bevægelse til anslaget, og samtidig risikerer man, at geværet hopper unødigt meget under skuddet.
Balancen skal naturligvis først afprøves når geværet har fået den rigtige længde, og virkelige nørder tester balancen med patroner i kammeret….De vejer jo op i mod 80 gram.

Skjorter og jakker må ikke forhindre armenes bevægelse.
Som Claus her viser, skal man kunne løfte sin arm op til vandret uden at skjorte eller jakke strammer om skulderen eller under armene.

Skyttens tøj

Såvel under jagt som under træning er det hensigtsmæssigt at man kan bevæge sig frit og uden snærende beklædning.
Derfor bør man udvælge sig tøj der giver mulighed for fri bevægelighed.
Skydevest er at foretrække, for den medvirker til, at man får et frit og glat træk af geværkolben op til skulderen.
Uanset om man bruger skydevest eller ej, bør det yderste stykke tøj sidde stramt til kroppen. Løst tøj kan lave folder der bremser kolbens bevægelse mod skulderen.