Skovflåter

Skovflåter

Forår.

Det er jo skønt med sol, varme og forår. Det synes også skovflåten, som nu kommer ud af sit overvintringsskjul.
I Sverige har en naturkyndig apoteker forklaret til Jaktjournalen.se, at den hårde vinters tykke snedække har været som en varm dyne over de svenske flåter, der dermed er kommet talrigt gennem de kolde måneder. Apotekeren forventer derfor en dramatisk stigning i antallet af skovflåter.
Den historie har vi så tygget lidt på her på redaktionen, og derpå ringet til landets førende forsker i skovflåter. Han hedder Per Moestrup Jensen, er lektor på Life under Københavns Universitet (Landbrugshøjskolen hed det i gamle dage), og klar i mæglet.

Flere møder færre flåter.

Per Moestrup Jensen slår en latter op, da vi spørger ham, om en hård vinter giver flere flåter. Han ler, fordi ingen i hele verden kan sige noget om det. Men han vil gerne gå ind på den svenske apotekers tankegang, og forklarer følgende.
Flåter tåler ikke kulde under minus 10 grader. Men da de gemmer sig i jorden, skal det reelt være meget koldere, for at deres gemmesteder kommer under de kritiske minus 10 grader.
Men får man en rigtig kold vinter, så må man forvente at flåterne bliver færre.
Og så kommer den elegante forklaring: Når det er hård vinter, så forholder flåterne sig i ro. De venter på bedre tider. Og uanset hvilket livsstadie flåten befinder sig i, så har den kun cirka 20 dage til sin rådighed. Det betyder, at når vinteren varer længe, så starter flåterne senere. Måske så sent, at deres aktiviteter falder sammen med, at menneskene og deres hunde bliver aktive ude i naturen.
Derfor vil man sikkert opleve, at man oftere støder på flåter efter en lang og hård vinter. Selvom det reelt kan forholde sig således, at der er blevet færre flåter – hvis vinteren har været meget kold.
Derfor skal man ikke blive forundret, hvis man her i foråret og over sommeren oplever flere – eller måske ligefrem markant flere - flåt-situationer end man er vandt til. Det er blot et udslag af naturens formidable tilpasningsevne.

Livscyklus for skovflåten Ixodes ricinus. Det er ikke ualmindeligt at flåten er et helt år om at komme fra det ene stadie til det næste.