Sigtekikkert med afstandsmåler

Sigtekikkert med afstandsmåler

Det måtte jo komme, og nu sender Zeiss så den første funktionelle sigtekikkert med afstandsmåler på markedet.

Den nye sigtekikkert leveres i den velkendte Zeiss-kvalitet, vejer lige under 1.000 gram og yder 3-12x56.

Victory Diarange.

Den nye kikkert hedder Victory Diarange og leverer en præcis afstandsmåling på distancer mellem 10 og 999 meter. Måleapparaturet er, som alle andre kommercielle afstandsmålere, laserbaseret, og bygget ind i selve kikkerten, som på sin venstre side er vokset i forhold til den traditionelle sigtekikkert. Her befinder selve laserdelen sig, og bag denne elektronikken som frembringer det trecifrede tal i bunden af okularet der angiver afstanden til det objekt trådkorset peger på.

Betjening.

Afstandsmåleren aktiveres ved et tryk på en knap på kikkerten, der er placeret således at den kan nås med venstre hånd, uden at flytte hånden fra riflens forskæfte. (I det foreløbige materiale nævnes der intet om hvad linksskytter skal foretage sig.) Når afstandsmåleren aktiveres vil den målte afstand fremkomme i okularet i tre sekunder. Selve målingen er gennemført på et halvt sekund.

Ekstraudstyr.

Kikkerten er som standard udstyret med et kryds der kan aktives til at lyse aktivt i mørkesituationer. Endvidere kan den nye sigtekikkert udstyres med Ziess BDC justeringen, som i princippet er et kliktårn, hvor man har afstemt en udvendig skala på højdejusteringen til den kugle og ammunition der anvendes til jagt. Derved kan man med nogle få veldefinerede klik justere trådkorsets placering til den aktuelle afstand der skal skydes på.

Levering og flere informationer.

Den nye sigtekikkert forventes at være til levering i Danmark i maj eller juni 2006, og indtil videre findes der et omfattende informationsmateriale på engelsk der kan downloades som PDF fra ZEISS Danmarks hjemmeside.