Rekord på Jagt & Outdoor

Pressemeddelelse fra arrangørerne af jagtmessen i Odense:
En messe med flere udstillere end sidste gang og et foredragsprogram spækket med spændende emner satte forventningerne til Jagt & Outdoor skyhøjt før åbningen. Og forventningerne blev indfriet, da nøjagtigt 13.916 gæster gik igennem dørene til til årets messe, der dermed satte besøgsrekord.

Det er 17. gang, at Jagt & Outdoor messen er blevet afholdt, og allerede da dørene lukkede efter messens anden dag var besøgstallet fra messen i 2014 næsten nået.

- Jeg er rigtig glad for, at så mange har besøgt Jagt & Outdoor. Jeg synes især, at det har været en flot visuel messe, hvor udstillerne har gjort rigtig meget ud af deres stande. Det betyder meget for en messe som Jagt & Outdoor. Samtidig har vi skruet ekstra op for aktiviteterne og haft en masse nyheder med på årets messe, fortæller projektleder Hans Henrik Jacobsen.

Som noget helt nyt blev DM i fluebinding og DM i lokkekald afholdt på Jagt & Outdoor messen, men også det nye fokusområde, undervandsjagt, har været enormt populært. Derudover tiltrak hovedforedragsholder Camilla Ottesen mange besøgende, og Nordisk Safari Klubs traditionsrige auktion var en succes.

Jagt & Outdoor lukkede dørene søndag kl. 17.00 og satte dermed punktum for årets messe.

- Det har været en fantastisk god Jagt & Outdoor messe, og jeg er stolt af de positive tilbagemeldinger, som jeg har fået fra udstillerne og foredragsholderne. Snart kan vi begynde at se frem mod Jagt & Outdoor 2018, hvor vi forhåbentlig kan gøre det mindst ligeså̊ godt – hvis ikke bedre, siger projektleder Hans Henrik Jacobsen.

Hans Henrik Jacobsen har været projektleder for Jagt & Outdoor messen siden 2010, og besøgstallet på knap 14.000 gæster er det højeste i hans tid.

Besøgstallet i 2014 var lige knap 11.000 gæster.