Rågeregulering

Rågeregulering

Råger.

De store sorte fugle har succes. De er generelt fredet. De har ingen egentlige fjender og de har rigeligt med føde. Derfor øger de deres antal hvert eneste år, og kolonierne i de høje træer vokser ligeledes. En række kommuner har beslutte sig for at gøre kort proces, og har med en reguleringstilladelse fra naturstyrelsen i ryggen allieret sig med de lokale jægere, der står for selve reguleringen.
Det gør sig eksempelvis gældende i både Kalundborg og i Ikast-Brande kommune.
Samtidig gør den socialdemokratiske folketingskandidat fra Tønder sig til talsmand for en stærkere regulering af de lokale rågekolonier. Det skriver Palle Graversgaard, som folketingskandidaten hedder, i Jyske Vestkysten. Graversgaard finder, at de nuværende regler om regulering er for stramme og en reel hindring for at man kan undgå at kolonierne vokser.
Palle Graversgaard mener, at Naturstyrelsen tager større hensyn til fuglene end til de mennesker der disse uger føler sig stærkt generet af fuglenes larm og måske i endnu højere grad af deres ekskrementer.

Råger på menuen.

Tidligere var det tilladt at regulere rågerne uden forudgående tilladelse, og mange vil nok hævde, at det faktisk gik fint, for selv under denne forvaltning havde fuglene fremgang. Nu skal der imidlertid den før omtalte tilladelse fra Naturstyrelsen til, for at man kan få mulighed for at regulere de sorte fugle.
Rågeungerne er i øvrigt en delikatesse, som man med glæde og fryd kan overraske med over for selv fordringsfulde middagsgæster. Men skyder man ikke fuglene selv, skal man kigge langt efter denne glimrende råvarer. Det er nemlig ikke tilladt for vildthandleren at sælge vildt, der er nedlagt under regulering, så hvis man vil have rågeunger på menuen, så er man tvunget til enten selv at skyde dem, eller finde en ven der gør det – med tilladelse fra Naturstyrelsen forstås.

Se opskrift på rågeunger.