Pramjagt

Pramjagt

Den første time på vandet går med at placere ankertove og ikke mindst lokkeænder. I pandelamperne og den gryende dags slørede lys. Af Steen Andersen.

Jylland – et par timer før daggry.

Allerede da vi ankommer til fjorden kan vi, i noget der bedst kan beskrives som totalt mørke, høre både gråænder og pipeænder ude på vandet. Lovende. Jeg er af sted sammen med Claus Lind Christensen, der er havjæger par excellence, og jeg lytter intensivt til enhver af hans instruktioner.
Vi får hurtigt prammene i vandet og frit vand under kølen. Vi lægger fra og stævner ud mod en position midt ude i den lille vig, derude hvor ænderne efter sigende strækker.

Claus Lind Christensen
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Claus Lind Christensen i gang med lokkere og tovværk.

De første træk.

Allerede mens vi stadig slider i årene kommer de første træk hen over hovederne på os. Det får straks arbejdstempoet til at stige en grad eller to yderligere. Det tager under en time at få de 50-60 lokkere på plads, og at få prammene placeret korrekt i forhold til hinanden og i forhold til lokkerne, der samtidig angiver de maksimale skudhold.

Venter med anstand.

Da det hele er ordnet og arrangeret lader vi våbnene og placere os så lavt i prammen som muligt. Iført hvid regnjakke og hvid elefanthue. Det er tanken at båd og jæger skal falde i et med hinanden, og at fuglene skal flyve over os i den tro, at det blot er et par tomme småbåde der ligger dernede sammen med alle de fredelige artsfæller – lokkefuglene.
Vi venter – og mærker kulden bide i tæerne og fingerspidserne.

Havjagt
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

Tv-fotograf Michael Yde og Steen Andersen under optagelserne på pramjagten.

Genstridige ænder.

Denne morgen er der næsten ingen vind, og det er sandsynligvis grunden til at ænderne slet ikke følger planen. I hvert fald ikke den plan som ikke mindst Claus Lind Christensen havde udtænkt. Ænderne går på tværs af lokkerne og vil ikke – slet ikke - slå på dem. Blot en enkelt hvinandrik bliver det til, Claus fælder den i et skud.
Klokken 11.00 går vi i gang med resten af arbejdet.

Jagtmagasinet.

Vi var på vandet for at få en ny unik jagtoplevelse. Det fik jeg også, om end jeg ikke fik ild i geværet. Men for mit eget vedkommende er der ingen tvivl. Det er ikke sidste gang jeg har været på pramjagt. De næste aftaler er allerede ved at falde på plads.
Og mens jeg venter på at den næste jagtdag oprinder, så nyder jeg oplevelserne igen og igen, når jeg sider og redigere pramjagten sammen til en ny udgave af Jagtmagasinet på dk4.
Følg med her på HuntersMagazine, hvor vi snarest fortæller hvornår der er pramjagt på tv.