Påkørt og eftersøgt

Påkørt og eftersøgt

Sorø.

Det var helt tilfældigt, at jeg blev hvirvlet ind i denne historie, som tager sin begyndelse fredag aften på vej hjem fra nogle smukke timer på bukkereviret. Uden buk i øvrigt. Inde i skoven på vej mod Sorø holder en bil med katastrofeblinket tændt. Min makker og jeg standser med en trist forventning om grunden. Far, mor og tre mindre børn er bragt til standsning her midt på landevejen, fordi bilen lækker sprinklervæske, og har fået slået dele af fronten og kofangeren af. Jo, bilisterne er en smule rystet over det dramatiske møde med hvad de beskriver som et lille rådyr. De har endnu ikke foretaget sig noget i forhold til dyret, så jeg ringer til min gamle schweisshundeven Leif Stonor Nielsen, og han er straks klar til at finde den nærmeste hund og fører til os.

Assistance.

Det er nu en time efter solnedgang, så mørket er ved at være udtalt her inde i skoven. Vi tager orange veste på, og går lags vejkanten, for at finde antydninger af stedet hvor bilen ramte det uheldige dyr. Chaufføren mener at det skete før det lille kryds herude, mens hustruen synes det var lige efter. Det efterlader et stræk på 200 meter hvor påkørslen kan have fundet sted. Vi tager fat på opgaven, mens Verner Lauritsen ringer og siger han vil være fremme om en halv times tid, det vil så være lidt i 23.
Chaufføren havde ret i sin vurdering af hændelsesforløbet, for på den fjerne side af krydset finder vi et stykke vraggods fra bilen, det første massive sprøjt af lækket sprinklervæske og 10-15 meter længere tilbage et tydeligt spor af et dyr der er løbet ind i skoven.
Vi mærker det hele op, sender familien hjemad og venter på sporhunden.

Dobbelt-op.

Til tiden og lige på pletten dukker Verner op sammen med Torsten Blum Hansen der også er schweisshundemand. I bilen har de tre raske hunde, og de kommer lige fra en anden vellykket jagteftersøgning. De er klar på et øjeblik, og organiserer sig, så den ene fører hund mens den anden er klar til at skyde med et kort rustfrit halvautomatisk haglgevær. Min makker og jeg følger lige i hælene på dem, hele tiden bag ved ham med geværet.
Hunden tager straks sporet op, og det er tydeligt at den finder sporet friskt og stærkt.
Vi løber i den mørke skov, og jeg når at forundres over, hvor relativt let det egentligt går, sådan bare at spæne derud af, efter en hund og en hundefører, som bare bliver ved med at sætte tempoet op.

Tæt krat.

Vi når frem til sirlige rækker med tætte granner i 10-12 meters højde. Der er egentlig plads mellem stammerne, men et utal af små visne grene slår konstant mod ansigtet da vi kaster os gennem granskoven. For vi kan høre dyret rejse sig derinde, og hunden bliver frigjort fra line og sele. Herefter foregår de næste fire – fem minutter i decideret sprint.
Det er vildt. Det er spændende, det er det altså, og det er meget, meget intenst. Vi er på den mest noble mission man kan forestille sig, og vi drøner gennem den tætte skov, som var den onde selv i hælene på os.
Af grunde som står mig helt uklart, kommer vi alle fire ud af granskoven uden en skramme, og forcerer noget højskov, et lavt stengærde, og er så ude af skoven. Ude på en åben slette, med lave kuppelformede pilebuske. Månen er endnu ikke stået op, men det er stjerneklart. Vi har mistet forbindelsen til hunden, der har halset et par gange, men nu hører vi ikke rigtig noget.

Et par røde glimt fra dioderne på hundens halsbånd giver os en fornemmelse af hvilken retning vi skal bevæge os i, men vi kan ikke længere se hunden, som også er blevet tavs.
Verner kalder på den ”Sauer,” med høj klar stemme. Der sker intet. Han forklarer, at hvis hunden ikke kommer, så er det fordi den er i gang med at løse opgaven. Han lyder som om ham og hunden har helt styr på det her og tænker helt ens.
Vi går frem og tilbage. Deler os i to. Råber til hinanden, og ser de hvide lyskegler fra de to hundeføreres kraftige lygter feje ud i natten. Derude ligger et såret dyr, og vi er klar til at gøres os de største anstrengelser for at få dyrets lidelser afsluttet. Samtidig vælter tankerne frem og tilbage: Hvis det er en buk, så er det nok det bedste. Det værste vil være en rå med mælk i patterne, og et par lam som vi aldrig vil kunne finde, der derfor vil være overladt til en langsommelig og sultplaget død.
Så er der endnu et par røde lysglimt. Vi ser dem alle samtidig, og råber i munden på hinanden; ”den er her!”

Drægtig rå.

Under en busk, helt inde i det tætte krat står hunden bøjet over en rå. Den er død. Hunden har fanget den, og holdt den i et kvælende strubegreb, der har tappet det sidste liv ud af det sårede dyr. Højre bagløb er brækket. Et rent tværgående snit. Benpiben stikker en tomme ud, og resten af foden hænger stadig ved i en flap af skindet.
Råen er tydelig drægtig, og selvom vi alle er glade for at hele eftersøgningen lykkedes, så er det også med bedrøvelse at vi her står og ser på ikke et men flere dræbte rådyr. Hundens indsats kan ikke roses nok, og vi tager os tid til at genopleve detaljerne i begejstrede aforismer.
Men vi kan ikke snakke os uden om det. Dyret skal brækkes. Helst med det samme, så vi kan aflive fostrene, hvis de stadig er i live. Vi tager fat, og ser, at livmoderen er underløbet af blod. Råen er altså også blevet ramt i maven, og begge hendes fostrer er døde, det ene af dem med kraftige blodudtrædninger.

Formidabelt arbejde.

Egentlig en lettelse, for så havde råen ikke haft en chance, selv om hun måske kunne have overlevet det læderede bagben. Men et trist syn er det nu under alle omstændigheder, at stå der med en rå og to velskabte lam, som kunne være blevet født inden for de nærmeste dage eller uger.
Efterhånden som lettelsen indfinder sig, og taknemmeligheden over det enestående og præcise hundearbejde, pakker vi sammen, og begiver os tilbage til vejen hvor påkørslen fandt sted. Vi har været vidne til et af hverdagens små sammenstød mellem naturen og civilisationen, vi kan konstatere, at det som sædvanlig er naturen der taber, men at det danske system med schweisshundene fungerer i en grad, så man kun kan lovprise hundene, førerne og den strålende organisation som det hele fungerer i.
Og Sauer - hunden, jamen den er jo bare lykkelig for at have gjort alle os andre glade. Så bliver det ikke bedre...