New Zealand - den frie jagt

Jagtguide

Den frie jagt foregår i de høje bjerge eller i de dybe urskove. Her er to danske guider (Per Jacobsen og Mathias Knudsen) fra Viking Guides på udkig efter tahrer.

Fri og gratis.
Mange er vendt skuffede hjem, fordi de tolkede fri og gratis som værende det samme som nem jagt.
Det er der ingenlunde tale om nede i New Zealand godt 22 timers flyvning fra Danmark.
Den frie jagt kan finde sted på det såkaldte DOC-land. Det er (enorme) områder som ejes af den new zealandske stat og forvalte af Department Of Conservation.
Forudsætningerne for at jage på DOC-land er, at jagten vitterlig er fri (naturligvis), og at man er i besiddelse af en våbentilladelse og en jagttilladelse.

Tilrejsende jægere.
Når man rejser til New Zealand og medbringer sit eget våben, så køber man en lokal gæste-våbentilladelse hos politiet i lufthavnen hvor man ankommer. Den koster cirka 25 lokale dollars og skal betales i kontanter.
For at få tilladelsen udstedt, skal man kunne gøre rede for, hvor man vil opholde sig med sit våben, hvem man er inviteret af, og at der på det pågældende sted er et anvendeligt våbenskab.
De øvrige tilladelser og anvisninger henter man på det lokale DOC-kontor, sammen med kortmateriale og forslag til hvor man kan jage i det pågældende område, og hvem der kan hjælpe en med flere detaljer.

Det var så den lette del af hele den her historie, nu begynder alt det vanskelige:
For det er ingen sag at finde en helikopter, som kan flyve en ind til det ønskede område, og det er heller ingen sag at købe sig til de nødvendige search and rescue forsikringer, som følger med den lille satellit-nød-sender som alle anbefaler at man anskaffer sig for nogle få hundrede dollars (ca. 1000-2000 danske kroner).
Det vanskelige er at jage i den fremmedartede og vilde natur.
New Zealand, jagt på New Zealand, Tahrjagt
En typisk bjerghytte (Horace Walker Hut), som drives og serviceres af DOC og som det koster 5 dollar som dagen at indlogere sig i.

Bjergene.
I bjergene er det selve stigningerne, faldene, floderne og gletsjerne som udgør de fysiske udfordringer, og derpå overhovedet at få øje på de gemser og tahrer, som oplagt kan jages i disse omgivelser.
Har man tænkt sig at jage disse områder på egen hånd, så skal man indstille sig på lav succesrate og en hel masse åndeløse spændende fejltagelser.
Ønsker man at gribe sagen lidt mere kvalificeret an, så er det en overordentlig god idé, at alliere sig med en af de lokale guider. De penge som det koster, kommer mange fold tilbage i form af forbedret jagtlykke og reducerede antal af livsfarlige situationer.

Skovene.
De dybe urskove er i mange tilfælde også regnskove, og her er man lukket inde. I træer, planter, mos og ofte en masse vand. Navigationen er mere end almindelig vanskelig, underlaget besværligt og dyrene flygtige – fordi man først opdager dem, når man er meget tæt på.
I gamle dage – tilbage i 1950-1970erne - var mange af de store skove pakket med især kronvildt. Dyrene er der stadig, men slet, slet ikke i det antal som dengang da Freddy Wulff og ligesindede skød kronvildtet på statskontrakt udelukkende for at reducere bestandene.
Som i bjergene er jagt på egen hånd i skovene en udfordring, om end den ikke er helt så potentiel farlig som turen rundt i de stejle bjerge.
Også her vil lokal guideassistance optimere jagtchancerne og bekvemmeligheden markant.
Stan
Her er jagten gratis og fri – og det er ikke nem jagt!

Det er ikke nemt på egen hånd.
Al erfaring taler for, at jager man uden konkrete lokale færdigheder og uden lokal støtte, så er jagten ikke synderlig succesfuld og den tager tid.
Har man tid nok – seks måneder eller mere, så skal man nok lære jagten at kende – og i tilgift en masse lokale, som kan alle de nødvendige fif og tricks.
Kniber det med tiden, må man kompensere med penge, hvis man vil have noget ud af sine jagtlige anstrengelser.

Kaliber og skud.
De lokale bjergjægere sværger til .270 Winchester og lever fint med at især tahrerne skal have et par skud eller tre. De dyr er meget skudstærke.
Skydningen i bjergene foregår på afstande der må forventes at være på den lange side af 200 meter, og der er en del situationer, hvor man bare ikke opnår chancer der er tætter på end 350 meter.
Det anbefales inderligt at man øver sig på denne form for skydning inden man ankommer til bjergene i New Zealand, og at man også mestrer at repetere og skyde på ny med stor hastighed og præcision.
I skovene er skuddene så godt som altid på korte hold og til hjortevildtet, der ikke er nær så skudstærkt som bjergdyrene. Lokale jægere sværger blandt andet til .243 og 30-06 til disse jagter.

FAKTA
I New Zealand har den europæiske indvandring medslæbt ikke færre end 33 forskellige dyrearter, som principielt er uønskede. Nogle steder så inderligt, at man ligefrem sprøjter, for at dræbe vildtet.
Derfor er der (endnu) ingen trofæafgift på kronvildt, gemser eller tahrer, som fældes på DOC-land.

Jagten under hegn.
Følg med når vi i de kommende dage beskriver hvordan der også drives jagt i New Zealand…. 

DOC.
JagtiNewZealand.dk.