Mus

Mus

Musefælden. Storvildtjægerens værste våben. Af Steen Andersen.

Den urimelige jagt.

Lad det være sagt med det samme. Det er hyklerisk. Jeg ved det godt. Man fakta fornægter sig ikke. Jeg slår med stor fryd store smukke dyr ihjel, slæber dem ned ad bjerget, op på bilen og til det lokale slagtehus. Jeg spiser kødet sammen med de lokale og hænger med tilfredshed trofæet på væggen.
Anderledes forholder det sig med mus. Jeg synes det er en total urimelig jagt, som jeg forsøger at undgå til det sidste. Men nu er der ingen vej uden om.

Fred.

Hjemme hos os er mus fredet. Det har de været i hen ved 18 år, hvor blot en enkelt fødevarenærgående halsbåndsmus har måtte lade livet i den gyselige smækfælde.
Ellers har der været tale om en slags fredelig sameksistens, hvor den til enhver tid regerende jagthund har sat en stopper for alt for eventyrlysne gnaveres ekspeditioner ud i de beboede områder. Herregud. En enkelt musefamilie kan en velbjerget dansker vel nok holde liv i, eller i det mindste vende det blinde øje til.
Men nu er det slut. Klatremusen jeg netop har antruffet i kælderen på væggen bag radiatoren har begået en utilgivelig fejl – ud over at lade sig opdage. Den har forgrebet sig på et par opmagasinerede trofæer og på mit moskusokseskind, der tjener som liggeunderlag på de lange arktiske rejser. Opsatserne kunne endda gå, men moskusoksen var grænseoverskridende.
Nu sætter jeg atter fælden op, med lokkemad og det hele – selvom det skærer mig i hjertet.