Ministeriel mårhund

Ministeriel mårhund

Finder artsfæller.

Miljøminister Karen Ellemann deltog i dag personligt i kampen mod mårhunden. Torsdag eftermiddag sendte hun en mårhund af sted på en forræderisk mission i naturen omkring Skjern Å. Mårhunden er udstyret med en GPS-sender, og skal lede Naturstyrelsen og jægerne på sporet af de mårhunde, som truer fuglene i området.

Mårhunden som ministeren satte ud har tidligere lokket en anden mårhund i fælden. Det skete i marts ved Vest Stadil Fjord i Vestjylland. Naturstyrelsens eksperter kunne se, at mårhunden havde slået sig ned i en rævegrav. Og det betød med alt sandsynlighed, at den havde fundet sig en mage. Ganske rigtigt kunne en skovløber og en jæger grave en tæve op fra rævegraven. Tæven blev steriliseret og udstyret med sin egen sender.

Strategien er, at lade mårhunde lede Naturstyrelsen til deres artsfæller, så de kan steriliseres og blive til nye agenter i kampen mod mårhunden.

Sammen med Dansk Ornitologisk Forening var flere lokale jagtforeninger til stede, da mårhunden sprintede ud i engene omkring Skjern Å. De spiller en vigtig rolle i kampen mod mårhunden.

Samarbejde med jægerne.

“Indsatsen mod mårhunden er ikke noget Naturstyrelsen kan klare alene. Vi skal have hjælp fra alle naturbrugere. Så jeg kan kun appellere til at jægere, fiskere, landmænd og skovejere om at kontakte Naturstyrelsen når de ser et eller andet, der kunne være en mårhund eller spor efter dem” udtaler skovrider i Naturstyrelen, Ulrik Lorenzen.
Naturstyrelsen har iværksat en række initiativer, der skal være med til at kortlægge mårhundens færden og sørge for at udrydde en ynglende bestand i Danmark.
Blandt initiativerne er:


- Jægerne har fået ydereligere mulighed for at skyde mårhunde, fx ved foderpladser, fra skydetårne, før solopgang og om natten efter tilladelse.
- Naturstyrelsen samarbejder med jægerne om at få etableret kunstgrave, så man kan jage mårhunden med hunde.
- Naturstyrelsen har sat cirka 50 kamerer op og samarbejder med de lokale jægere, som sender billeder til os fra egne kamerarer. Dertil kommer et net af kameraer langs den tyske grænse, som Naturstyrelsen nu vil sætte op.