Minister rokade

Kommentar af Steen Andersen.
Så fik regeringen Lars Løkke Rasmussen II en ny miljø- og fødevareminister.
Den gamle faldt, fordi et enkelt af Folketingets partier ikke fandt informationerne om den netop vedtagne Landbrugspakke tilstrækkeligt udførlige.
De øvrige partier i blå blok på Christiansborg – de som i fredags vedtog Landbrugspakken – havde ingen kvaler med den afgåede ministers informationsniveau.
Ministerstormen har kastet lys over en række sprækker i den nuværende regering. Sprækker som antageligt er blevet større i løbet af den forgangne uge, og som afslører, at landets miljø- og fødevarepolitik er en partipolitisk slagmark.
For det er ude på markerne – ude i miljøet – at konsekvenserne af dette sammenspiste københavneri får konsekvenser.
De Konservative, med Søren Pape Poulsen og Rasmus Jarlov som bannerførere, valgte at udtrykke mistillid til den forhenværende minister, fordi hun angiveligt havde fiflet med værdierne i sit og ministeriets regnestykke over effekterne af Landbrugspakken.
Pakken vil antageligt blive en sag vi kommer til at fortryde, fordi ingen i hele verden med sikkerhed kan forudsige naturens reaktion på store menneskeskabt omvæltninger, men selvom Konservative følte sig vildledt af ministeren, så valgte de at stemme for pakken.
I mine øjne minder det lidt om en barok situation fra en fiktiv fodboldkamp, hvor man udviser spilleren der tacklede for hårdt, men lader den lemlæstede spiller ligge midt på banen, mens spillet atter sættes i gang.
Og det er netop hvad der sker: Fra i morgen kan landets bønder sprede mere gylle ude på de danske marker. Randzonerne, der skulle beskytte søer og vandløb, er samtidig sløjfet, og forventningen er, at vandmiljøet på lang sigt skal få det bedre.

Tilbage er to ubehagelige kendsgerninger:
For det første, så ved vi nu – hvis vi ikke allerede viste det i forvejen – at dansk miljøpolitik er en signalpolitisk fløjkamp. Hensynet til miljøet skifter farve ved hvert regeringsskifte, og det er krystalklart, at når der en gang kommer en regering med en anden farve end den nuværende, så bliver meget af den lovgivning der kostede Eva Kjer Hansen jobbet lavet om. Straks.
Det er almindelig kendt, at miljøtiltag tager lang tid. Både 10, 20 og 30 år. Men når der skal lovgives om disse tunge emner, så rækker den politiske horisont ikke længere end til udløbet af den igangværende valgperiode.
Det er noget gylle. Og hvis jeg skal trække parallellerne vildt op, så følg mig med ud ad dette spor: Vi har i snart mange år hørt, at fremtidens krige kommer til at handle om vand. Rent vand. Altså noget der hænger uløseligt sammen med miljøpolitik.
Når Danmark nu har tradition for, at når vi skal i krig, så skal det ske på baggrund af et bredt – rigtig bredt – politisk flertal på Christiansborg, hvorfor kan den danske miljøpolitik så ikke blive udstrakt over et tilsvarende bredt flertal.
Det ville give ro derude – også for de landmænd der nu skal tilpasse sig ny lovgivning, og må se frem til at skulle gøre det igen, når den nye landbrugspakke atter rulles tilbage.
For det andet, så mistede vi en ellers respekteret og stærk minister, som havde det fint med jagt og jægere for øvrigt.
Hun måtte forlade sit ministerium i utide fordi nogle få politikere ikke kunne tyde hendes tal og forklaringer. De kaldte det vildledning og uordentligt. Mange er i tvivl om der er belæg for disse beskyldninger.
I stedet har vi så fået en minister om hvem vi  ved, at han har problemer med sit skriftlige arbejde fra den gang han skulle tage sin P.hd. på universitetet. Han har angiveligt citeret uden at gøre opmærksom på at han citerede. Det er videnskabeligt uredeligt på den måde at fifle med kilderne.
Og han skal nu stå i spidsen for et ministerium der i snart sagt hver eneste sag og detalje skal forholde sig helt stramt og præcist til videnskabelige fakta.
Tillykke Danmark!