Mønsterbryder

Mønsterbryder

Overvågningsprogrammer af blandt andet polarlomvier kaster muligvis et nyt forklarende lys over de mekanismer der ligger til grund for nye arters oprindelse. Af Steen Andersen.

Spekulationer.

Lad det bare være skrevet med det samme. Her er blot tale om spekulationer. Men de er baseret på en række observationer af forskellige dyrearters migrationsadfærd - den måde de rejser frem og tilbage fra vinterkvarteret til sommerens yngleområder. Og lad det også være slået fast i samme åndedrag, at der skal mange flere videnskabelige knæbøjninger til, før det jeg nu vil forsøge at forklare kan dokumenteres og gøres gældende for alvor. Men forleden fik jeg øje på en lille og tilsyneladende kuriøs detalje i en række videnskabelige arbejder, som satte tankerne i gang.

Udvandring.

Tanker som sikkert er gjort af andre, og som sikkert er beskrevet indgående andre steder, men dog tanker som er nye for mig, og de vildtforvaltere jeg plejer at dele mine tanker med.
Nu deler jeg så også disse overvejelser med alle der læser disse sider. Og tankespindet handler om dyrenes udvandring. Om de små udslag der gør, at en art pludselig slår sig ned i et område hvor de ikke tidligere har været.
I det jagtlige univers, handler det eksempelvis om, hvornår vildsvinene etablerer sig i Danmark, eller hvornår elgene gør det af sig selv. Det handler om udvandring.

Modig eller afviger.

Når talen har gået om arternes udbredelse, har jeg altid haft den opfattelse, at dyrene breder sig ud over et muligt brugbart område, som flødeskum der placeres midt på lagkagen. At bestanden ligesom flyder ud til alle bæredygtige sider, på grund af øget bestandtæthed i det gamle kerneområde.
Det er næppe sådan det foregår. De data, som jeg straks skal vende tilbage til, jeg har set, mere end antyder, at det er nogle enkelte individer der tager springet ud i det ukendte. Man kan jo så spekulere på, om der er tale om særligt modige individer, eller dyr der er særligt grænsesøgende - eller om de udvandrende enere ganske enkelt er afviger. Dyr der ikke kan finde vej, eller som på anden måde er mærkelige.

Få individer skaber den nye bestand.

Uanset grunden så er det tilsyneladende nogle ganske få individer der ”befolker” de nye områder, og som på den måde bliver grundlaget for den nye bestand. Ser man den slags hændelser i et lidt større perspektiv, så er det klart, at de få repræsentanter af den udvandrende art ikke kan rumme alle artens gener. Denne smalle udvandring resulterer nødvendigvis i en indsnævring af det arvemateriale, der skal bringe arten videre på det nye område. Hvis afstanden mellem den nye og den gamle bestand er så stor - eller på anden måde uoverkommelig - at der vil gå mange år før de to bestande atter kommer i kontakt med hinanden, så kan de to bestande meget vel have udviklet sig så forskelligt, at der til sidst bliver tale om to forskellige arter.

Darwins finker.

Det var præcis iagttagelser af denne karakter, der i sin tid fik evolutionens fornemmeste formidler til at fremsætte sine teorier om arternes oprindelse. Charles Darwin opdagede nemlig, at finkerne på en række øde beliggende øer var forskellige fra ø til ø, men sandsynligvis udsprunget af samme ophav.
Disse tanker formulerede den gamle naturvidenskabens nestor første gang i 1859, og logikken var klar og fin fra start til slut.
Nu kan de nyeste teknologiske landevindinger, og et solidt overvågningsprogram af ikke mindst dyrene i Arktis, være med til at bekræfte Darwins teorier, og til at grave et lag dybere i de enkelte dyrs adfærd. Den adfærd der gør, at nye områder indtages af helt nye arter, og at de nye bestande over tid - her taler vi om hundredetusindvis af år - udvikler sig til helt nye arter.

Arktisk overvågning.

Det som mit øje tilfældigt faldt over forleden, var en række satellitdata fra de overvågningsprogrammer om Danmarks Miljøundersøgelser foretager for blandt andet Råstofdirektoratet i Grønland. I årevis har forskerne fra Danmark og Grønland sat satellitsendere på fugle og pattedyr, for at følge deres vandringer. Så man ikke kommer til at søge efter olie i et af de områder der er særligt vigtige for det pågældende arter.

Grønland
© huntersmagazine.com
--

Kort over polarlomviers bevægelse. Hver farve repræsenterer et enkelt individ. Læg mærke til den fugl der er gået langt sydover. Disse data stammer fra undersøgelser i Diskobugten sensommeren 2006. Polarlomvien til højre er forsynet med en satellitsender der er indopereret i bugen. Kun antennen stikker ud. Tilsvarende mønster er iagttaget hos havlit, edderfugl og hvalros.

Iøjnefaldende.

Når man ser på fuglene og pattedyrenes vandringer, så springer et enkelt sjovt forhold i øjnene. ”Der er altid en af dem vi satellitmærker, der tager et helt andet sted hen end alle de andre,” sagde seniorforsker og projektleder Anders Mosbech med undren i stemmen. Og det ses klart af kortene.
Jeg har selv medvirket til fire forskellige undersøgelser af denne karakter, og ja, der er altid et dyr der rejser i en anden retning end alle de andre.
Hvis det kan dokumenteres, at det er helt normalt, at nogle få individer gør noget aldeles andet end alle de andre, så har vi i disse nøjagtige satellitdata forklaringen på hvordan dyrenes udvandring fungerer, og et godt indicium for de genetiske mekanismer der ligger til grund for nye arters opståen.
… og forklaringen på hvorfor det blot er en enkelt elg der forsøger sig med at svømme til Danmark. Måske var den modig - eller forvirret - eller uden stedsans - eller bare helt afsindig.