Mårhund

Mårhund

En død mårhund nedlagt i Danmark af en dansk jæger.

Hvorfor?

De seneste uger og måneder er rapporterne om fund af mårhunde i Danmark steget i antal og intensitet, og det har fået en lang række organisationer på banen, repræsenteret af folk der ellers til dagligt er uenige om det meste, men som i denne sag står last og brast. Både Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Danmarks Jægerforbund er rørende enige: De vil alle have den spirende bestand af danske mårhunde ekspederet over på vildtparaden så hurtigt og effektivt som overhovedet muligt.
Hvor besynderligt det end kan forekomme, at man på denne måde vil forhindre naturen i at bredde sig, så er der god fornuft bag den fælles danske holdning, som i de kommende måneder og år vil koste mangen en dansk mårhund livet.

Ikke naturlig spredning.

Sagen er nemlig den, at der for mårhundens vedkommende ikke er tale om en naturlig spredning.
Dyret hører oprindeligt hjemme i det fjerne Asien, og er med menneskets mellemkomst bragt til Finland, Baltikum og Centraleuropa. For vindings skyld. For at blive til pelsavl - helt parallelt med situationen omkring danske mink.
Og lige som minkene, så er mårhundne i tidens løb sluppet fri, og har haft let ved at tilpasse sig deres nye omgivelser og ved at formere sig og kolonisere deres nye områder.
Det er evolutionsforsker ved Københavns Universitet Signe Frederiksen der krystalklart definere hvorfor arter som bjørneklo og mårhund IKKE er et resultat af naturens egen udvikling og tilpasning: ”De her arter spreder sig fordi mennesket hjælper dem frem til nye områder,” og derfor kommer de nye arter frem til arealer, der ikke har haft den fjerneste chance for at forberede sig på den nye arts biologi og i dyrenes tilfælde, adfærd, jagtformer og fødevalg.

Langsom spredning.

Når arter bredder sig naturligt, så sker det stort set på samme måde som når man bliver ved med at hælde flødeskum på toppen af lagkagen. Flødeskummet flyder ud til alle sider, indtil det til sidst løber ud over kanten. Sådan er det også med succesrige dyre- og plantearter. De bredder sig med den hastighed som nu engang er mulig for dem, og i de nye områder hvor de dukker op, kan de eksisterende omgivelser nå at vænne sig til den nye art og udvikle en ny adfærd, der måske kan redde de gamle arter fra at bukker under for de nye. Den naturlige hastighed for arters udbredelse kan være på op til tusinde, titusinde eller hundredtusinde år for blot nogle få hundrede kilometers yderligere udbredelse af den pågældende nye art.

Hurtig spredning.

Helt anderledes forholder det sig, når en art som mink, kæmpebjørneklo eller mårhund flyttes over store afstande så hurtigt som en kamelkaravane, et skib eller et fly nu kan bringe den pågældende organisme. Så sker der somme tider det, at den nye art dumpes ned i et helt nyt miljø, hvor den slet ingen modstand møder, og, hvad der er endnu værre, hvor de levesteder og det eventuelle bytte som den nye art udser sig, ikke kan nå at tilpasse sig den nye arts hærgen.

Derfor.

Det er den simple og enkle forklaring på, at mårhunden, som mink og bjørneklo INTET har at gøre i den danske natur.