Løver i blodrus

Løver i blodrus

Tsavo East

Da man for omkring 100 år siden anlagde jernbanen fra Mombasa til Nairobi, blev byggeriet forsinket, fordi to store hanløver fik smag for menneskekød. Nat efter nat hærgede de lejrene og slæbte arbejdere med ud i bushen.
Dagen efter kunne man bare lede efter de sørgelige rester af de fortærede jernbanearbejdere og begrave dem.

The Ghost and The Darkness

Efterkommere af de to legendariske løver, som dengang fik tilnavnene The Gost og The Darkness, er tilsyneladende på spil i det samme område.
For i sidste uge mistede Silvano Nyambu 54 af sine i alt 150 får på en enkelt nat. Dræbt af en flok løver på 22 medlemmer, skriver The Nation.
Skønt han straks tilkaldte det lokale parkpoliti, Kenya Wildlife Service (KWS), var de så lang tid om at nå frem, at de ikke kunne begrænse løvernes hærgen.

Dobbelt tab

Silvano Nyambu er ekstra bitter over sine tab, for det er kun få uger siden, han heller ikke kunne få hjælp, da en flok elefanter invaderede og plyndrede en af hans store majsmarker.
De blodtørstige løver har slået sig ned i nærheden af et par lokale landsbyer, og derfor er der i området en vis frygt for, hvor den store flok næste gang slår til.
I mellemtiden truer de lokale farmere med, at bevæbne sig med buer og forgiftede pile, hvis ikke parkpolitiet kan sørge for, at løverne fra Tsavo East reservatet forbliver inde i parken, og undlader at forgribe sig på mennesker og får.