Korsholm overtager Trykjagt.dk

Korsholm overtager Trykjagt.dk

Korsholm Jagtrejser.

”Netop TRYKJAGT.DKs program i Tyskland passer fint ind i vores eksisterende aktiviteter inden for jagtrejser,” fortæller direktør Lars Korsholm. ”Desuden vil fremtidens krav til skydeprøver i Tyskland kunne honoreres i vores skydearena,” tilføjer Lars Korsholm, der er uddannet i Tyskland, og har stor erfaring med den tyske jagt.
TRYKJAGT.DK har opnået stor succes på relativ kort tid takket være en entusiastisk og enestående indsats af Franz-Josef Bickmann, der stiftede selskabet for en halv snes år siden. Ikke mindst det gode samarbejde med de forskellige tyske forstamter, som er opbygget og løbende udvidet gennem årene, har været et centralt omdrejningspunkt for TRYKJAGT.DK, der har været funderet på den dansk/tyske grænse i Kruså.
Når Korsholm i dag overtager aktiviteterne i TRYKJAGT.DK, er det for at videreføre deres velkendte koncept. Løftet er samtidig, at priserne og betingelserne i den kommende sæson vil være uændrede i forhold til sidste år, dog med forbehold for den lille prisstigning som fra nytår blev konsekvensen af, at rejsebranchen blev momspligtig.

Tysk skydeprøve.

Samtidig vil Korsholm tilbyde en helt ny rejseservice i forbindelse med fremtidig booking af jagter i Mecklenburg Vorpommern, hvor myndighederne nu kræver dokumentation for, at jægerne aflægger en årlig skydetest. Korsholm Skydearena er nemlig blevet godkendt af de tyske myndigheder, så den obligatoriske prøve nu kan aflægges i Skjern inden afrejsen til Tyskland.
I samme moment planlægger jagtentreprenørerne i Skjern også at udbyde det tyske hygiejnekursus ”Kundigen Person” som allerede kræves på forskellige tyske revirer, og forventes at blive obligatoriske i hele Tyskland i den nærmeste fremtid.