Kommentar til Nyttesløst

Kære Steen Andersen, Hunters Magazine

Som ansvarlig chef for DR3s ”LIVE fra en Klapjagt” skal jeg beklage, at du finder så meget at kritisere ved vores program.  Programmets formål var at brede kendskabet til jagt ud til en bredere kreds af unge seere på DR3, særligt seere, der ikke i forvejen har kendskab til jagt. Det skulle både være oplevelsen af jagt, men også en masse fakta omkring jagt. Projektet var et TV-eksperiment, hvor teknik og spontane kommentarer fyldte en masse, men studiet og de medvirkende i studiet sørgede i min optik tydeligt for, at det ikke blev på bekostning af fakta og oplysning. Det var der rigtig meget af over de 3 timers sendetid.

 

Vi gør en stor dyd ud af at bruge de bedste eksperter i DR. For os er de bedste eksperter både nogen, der kender fakta, men samtidig også ofte personligheder, som seerne kan relatere sig til, særligt til den unge målgruppe på DR3 er det netop vigtigt, at seerne kan relatere sig til eksperterne . Den unge jæger i studiet var valgt, fordi vi blandt andet henvender os til et yngre publikum, og Freddy Wulff var valgt, fordi han er en markant person med anerkendte bogudgivelser om jagt bag sig. Studieværten skulle ligesom seerne spørge og undre sig, så facts og formidling kunne præsenteres i naturlig dialog med studiegæsterne, seerne der kunne indsende spørgsmål og reporteren i marken. Og i marken havde vi jægere som også forklarede og fortalte meget kompetent – oven i købet mens de samtidig skulle udføre en jagt LIVE.

Jeg skal ikke sige, at DR ikke kunne forbedre programmet til en anden god gang, men jeg er bestemt tilfreds og vil takke de medvirkende jægere og eksperter for dygtig udførsel af en svær opgave.  Programmet genudsendes i en kortere version onsdag den 20 kl 20:00 på DR3

Lars Rønnow Torp, Redaktionschef, DR Videnskab