Jagtmesse 1

Jagtmesse 1

En ide og et resultat.

Flemming Ørts Nielsen kommer fra Harboøre. Han er en gæv dansk jæger, som ikke kan lade være med at tænke på, hvordan man kan optimere sine chancer på jagten. Derfor forsøgte han sig hen over sommeren sidste år med udviklingen af lokkere til bukkejagten. Den første test var overbevisende. Råvildtet kommer ind på under 10 meters afstand af lokkerne før de bliver mistænksomme.

Da den svenske bukkejagt gik ind den 16. august, havde Flemming Ørts Nielsen en buk og en rå med til Sverige. To flade lokkere på et par stålstænger som man kan have i den ene hånd, mens man går ud til sin post. Den beskedne, men standhaftige lokkebuk fik en gammel stor buk ud af skoven, og Flemming Ørts Nielsen fik sig både en guldmedaljebuk på 160 points og et sikkert bevis på, at hans nye lokkere virker.
Nu er ideen ved at blive omsat til et lille eksporteventyr, for den lykkelige bukkejæger står nu på stand 4.216 i Nürnberg og sælger sine lokkere til udenlandske jagtbutikker. Når og hvis nogle danske butikker vil forhandle bukkelokkerne kommer de til at koste 1.400,- kroner per par.
I de kommende dage fortsætter vi reportagerne fra jagtmessen i Tyskland – her på HuntersMagazine...