Jæger skød hus

Det vildfarne projektil gik gennem et vindue, tæt forbi husets mandlige beboer og endt sin flugt i en dørkarm.
Arkivfoto.

Næstved.
Den 16. maj 2015 endte for en 54-årig lokal jæger fra Næstvedegnen med et forbiskud til en buk og en verserende sag om at ”bringe andres liv og førlighed i fare,” oplyser avisen Sjællandske.
Den 54-årige jæger er bror til venstres byrådsmedlem Elmer Jacobsen i Næstved Kommune, og jagten foregik på byrådsmedlemmets jord i Hyllinge ved Næstved.
Den vildfarne kugle endte med at stryge gennem et vindue hos en børnefamilie på Langeskovvej i Hyllinge, og beboerne, der opholdt sig i stuen som projektilet passerede, blev ikke ramt. Men familiefaderen var så tæt på kuglens bane, at han blev ramt af små metalfragmenter i ansigtet og den ene arm, som efterfølgende måtte fjernes med lægefaglig assistance.
Hele hændelsesforløbet er nu efterforsket færdig, og sagen ligger til bedømmelse hos anklagemyndigheden hos Sydsjællands og Lolland-Falsters politi. Her skal det afgøres, om der skal rejses tiltale mod den 54-årige jæger, der ifølge sin bror ikke har været på jagt siden den dramatiske bukkepremiere.