Hundyr med trofæ

Charlotte Bülow med sin ibex-hun, der faldt i skuddet.

Ronda.
Turen til bjergene hvor jagten foregår, tager mindre end tyve minutter regnet fra det lille fine hotel, hvor de danske jagtnomader har slået sig ned. Nærmeste by er den smukke og berømte Ronda, som blandt andet huser verdens ældste tyrefægterarena.
Bjergene omkring byen er tætte, stærke og hjemsted for den legendariske bestand af Ronda-ibex, som er en af de fire geografisk forskellige varianter af den iberiske stenbuk – eller spanske ibex om man vil.

Ibex.
Der findes stenbukke mange steder i verden. Bjergene er deres naturlige hjemsted, og fordi alverdens bjerge jo ikke hænger sammen, så er de enkelte bestande udviklet i hver sin retning, så at sige, og derved er der med tiden opstået en række temmelig forskellige arter.
I forhold til den iberiske halvø, så regner man med, at der oprindeligt har været fire forskellige arter repræsenteret her. To af dem er uddøde, og tilbage er så to egentlige forskellige arter. Det drejer sig om Gredos Ibex - Capra pyrenaica victoria ogBeceite Ibex - Capra pyrenaica hispanica.
Imidlertid er der så store geografiske forskelle mellem nogle af de spanske bestande, at jægere og trofæsamlere opfatter dyrene som forekommende i fire forskellige arter (eller underarter).
Foruden de to ovenfornævnte fra henholdsvis Gredos og Beceite drejer det sig om bjerggederne fra Ronda og fra Sierra Nevada.
Udbredelse af Ibex
Kortet viser den samlede udbredelse af de iberiske stenbukke. Kilde: IUCN.

Hundyr.
En af de mange karakteristika for ibexerne i Spanien er, at også hunnerne har horn. Det gør dem til oplagte trofæer, og da det samtidig giver god mening at beskyde bestandene, så der tyndes behørigt i såvel hanner som hunner, så har man i hun-ibexen et glimrende trofæ i sig selv, eller ligefrem et supplerende trofæ.
Sådan forholdt det sig for danske Charlotte Bülow, da hun for få dage siden, nærmede sig en flok hundyr, helt oppe på toppen af et af de flade bjergmassiver i Ronda.
Da først flokken var opdaget, var det et spørgsmål om en hurtig udfoldelse af jagten i forhold til den gamle hun, som jagtføreren udpegede.

Fra en liggende position bag en stor sten kunne Charlotte tage et stabilt anlæg, og sigte omhyggeligt på den udvalget hun, der gik og essede sammen med en gruppe af andre hunner.
Skuddet sendte hundyret direkte ned på den stenede grund, og her forendte det.
Hele situationen er filmet af Jagtmagasinet på dk4, og vil i løbet af den tidlige sommer indgå i et helt program fra den spanske jagt på de smukke bjerggeder.