Harerne dør alligevel

Harerne dør alligevel

Den nuværende danske jagt på harer har ingen indflydelse på bestandens muligheder for at vokse. Harerne dør under alle omstændigheder, uanset om vi skyder dem eller freder dem.

Hjælper fredninger?

Giver det mening at frede en dyreart der er i tilbagegang? Ikke altid, hvis man skal forlade sig på konklusionerne i en stor sammenfatning af mere end 100 videnskabelige arbejder. Og der er ingen grund til ikke at tro på konklusionerne, for de er udledt af professor og doktor i vildtbiologi Heribert Kalchreuter fra Europäisches Wildforschungsinstitut (EWI) ved universitetet i Poznan.

Resumé.

De danske harer har det så godt som naturen, føden og vejret tillader det, og hvis jagten fortsætter på de sædvanlige besindige vilkår, så kommer jægernes aktiviteter ikke til at blive en trussel for de danske harer – de dør nemlig alligevel, må man konkludere på baggrund af Dr. Kalchreuthers meget omfattende studier.

Først et par forudsætninger.

Det er forholdet mellem tilvæksten og dødeligheden der bestemmer en vildtarts succes eller fiasko. Det er jo indlysende – og bekræftet af utallige videnskabelige undersøgelser og overvejelser.
Herfra bliver det en smule mere komplekst. For der er en række forskellige faktorer der har indflydelse på dødeligheden. Og her skal vi begynde med at se på tilvæksten.

Fasanopdræt
© huntersmagazine.com
2004, Steen Andersen

Arter som får mange unger – som fasaner, harer og agerhøns - har den højeste dødelighed.

Tilvækst.

Nogle arter, som hjortevildtet, har en lav tilvækst. De får få unger og er til gengæld rigtig gode til at passe på dem.
Agerhøns, fasaner og harer får til gengæld mange unger og de mister også en stor del af dem. Videnskaben kan dokumentere, at for netop disse arters vedkommende går helt op til 80% af afkommet tabt i løbet af det første år – af helt naturlige årsager.
Generelt er det sådan, at alle dyrearter producere flere unger end det egentligt er nødvendigt for at opretholde bestanden. Et forhold som er særligt udpræget hos mindre arter – som agerhøns, fasaner og harer.

Kort levetid = mange unger.

Man antager, at for arter med en relativ kort levetid er netop de mange unger nøglen til artens overlevelse, fordi dyrene med det høje antal unger opnår en bred spredning i arveanlæggene, så i det mindste nogle af ungerne er i stand til at klarer sig i de forandringer naturen hele tiden undergår. Det være sig klimaændringer, menneskeskabte indgreb, nye rovdyr eller nye sygdomme. Det er samtidig forklaringen på, at det netop er i det første leveår, at størstedelen af afkommet går til.

Kalchreuter
© huntersmagazine.com
2007, Steen Andersen

På vildtets vilkår. Skrevet af professor og doktor Heribert Kalchreuter og udkommet på BOGJAGT.DK/FORLAGET CORVUS.

Dødelighed.

Og her kommer vi så til de forskellige dødbringende faktorer.
Fødemangel, sygdomme, rovdyr og jagt er de væsentligst dødsårsager sammen med eksempelvis trafik. I den sammenhæng kan både genetik og uheld være udslagsgivende. På engelsk taler man om forholdet mellem bad luck og bad gens; altså dårlige gener og dårligt held – hvis man nu skal oversætte direkte.

Held eller uheld.

Genetikken har indflydelse på en unges evner til at modstå sygdomme og rovdyr. Trykker en agerhønsekylling sig ikke straks den hører hønens alarmkald, er det den langsomme kylling ræven først får fat i. Derimod er det nok mere uheldet der er udslagsgivende for hvor bilens hjul rammer, når en flok harekillinger er på vej over asfalten. Også fødemangel vil først tage livet af de individer der har mindst at stå i mod med – atter en genetisk betinget faktor.

Det første leveår er det farligste.

På lang sigt vil 80% af eksempelvis harekillingerne dø inden deres første leveår er omme. Og godt det samme, for ellers ville markerne være overfyldt med harer i løbet af blot få år, når man betænker, at et harepar kan få helt op til fire kuld unger om året og at hver kuld nemt tæller 3-4 unger. Hvis ikke dødeligheden var høj til at begynde med, ville den blive det ganske hurtigt, om ikke for andet, så fordi føden ville slippe op og bestanden blive så tæt, at hvis blot en enkelt harekilling fik en sygdom ville den øjeblikkelig smitte alle de andre den kom i tæt berøring med.

Intet nyt.

Derfor er der ikke noget nyt i, at man om foråret kan se dusinvis af harer ude på markerne og at denne voluminøse bestand er skrumpet ind til en femtedel når jagtsæsonen går ind den 1. oktober. Sådan har det altid været.
Dermed afspejler efterårsbestanden meget nøjagtig den bestandsstørrelse som det pågældende revir reelt kan bære.

Dansk forskning.

Ændres revirets bæreevne vil bestanden også ændrer sig. Det dokumenterer blandt andet en dansk undersøgelse af harebestanden på Illumø i det sydfynske øhav.
Gennem 13 år undersøgte Abildgaard fra det der dengang var Vildtbiologisk station på Kalø, harebestanden på den 200 hektar store ø. Der var ingen rovpattedyr på øen og ingen jagt i hele forløbet.

Illumø.

Antallet af harer den 1. oktober svingede fra år til år. Det er generelt accepteret at disse udsving primært skyldes de klimatiske forhold når harekillingerne er små.
Det viste sig hurtigt, at øens naturlige bæreevne var cirka 150 harer. Hvis antallet af harer var over 150 dyr om efteråret, var dødeligheden de følgende måneder høj, var bestanden ved indgangen til efteråret på under 150 harer, var dødeligheden efterfølgende lav og de fleste harer overlevede til det følgende forår.
På Illumø betød det en gennemsnitlig dødellighed på 46% af bestanden og de døde harer man fandt, var stort set alle omkommet på grund af sygdomme.
Det var således sygdomme der holdt bestanden i skak, inden det kom så vidt, at harerne ødelagde deres eget fødegrundlag.

Er jagt en trussel?

Det store spørgsmål er så, om jagt er en dødelighedsfaktor som kan true en art.
Kalchreuther er ikke i tvivl. Han finder, at kun i nogle få tilfælde har jagt været den direkte årsag til at dyrearter er blevet udryddet. I de fleste tilfælde vil den dødelighed som jagten medfører træde i stedet for nogle af de øvrige faktorer som ellers tager livet af dyrene i bestande som ikke bliver jaget.

Hurtig restitution.

Illumø-studierne gav også fin dokumentation for denne påstand. Et enkelt år fjernede man halvdelen af efterårsbestanden – man fangede simpelthen alle harerne og sejlede bort med halvdelen. Blandt de tilbageværende harer faldt dødeligheden markant – der var altså en højere procentuel overlevelse gennem de følgende vintre, og i løbet af to et halvt år, var bestanden oppe på samme niveau som før bestanden blev halveret.

Jagt tager sjældent mere end 20%.

Sædvanligvis bortskyder jægere langt under 20% af en efterårsbestand og i tilfældet med harerne vil jagt derfor ikke være en faktor der får den samlede dødelighed til at stige. Man kan med andre ord godt jage behersket, selv på bestande som er i tilbagegang. Freder man dyrene vil de øvrige dødelighedsfaktorer tolde hårdere i bestandene – så man skåner i princippet vildtet, for at det kan dø af andre årsager end jagt.

Jagten svinger med bestanden.

Britiske undersøgelser under ledelse af Dick Potts viser således, at jo højere en bestand af agerhøns er, desto større en andel af fuglene nedlægges. Det omvendte er også tilfældet. Jo mindre en bestand er, jo lavere bliver den procentuelle afskydning af dyrene.

3-15%.

Europæiske og amerikanske undersøgelser viser, at nutidens jægere nedlægger mellem 3 og 15% af årets bestand – afhængig af hvilke arter der er tale om.
På den baggrund er der ingen grund til at tro, at jagten virker som en forøgende dødelighedsfaktor for vildtet. Den er nærmere det man kalder en vikarierende årsag, der således træder i stedet for andre grunde til at dyrene dør derude i den fri natur.
Nutidens gennemtænkte og velkontrollerede jagt er med andre ord ikke en trussel mod vildtet ifølge professor og doktor Heribert Kalchreuter.

Føde og klima.

Tilbage er så to mulige forklaringer på harernes tilbagegang: Føde og klima.
Disse år er det meget populært at give landbruget skylden for de nedgange man oplever for eksempelvis agerhøns og harer. Og rigtigt er det da også, at landbruget er blevet stadig mere effektivt gennem de seneste årtier, og at denne effektivisering har reduceret fødegrundlaget og de øvrige overlevelsesmuligheder for såvel hare som agerhøns.

Ritenbenk
© huntersmagazine.com
2006, Steen Andersen

Arktisk forskning i fuglebestandene.

Vores egen skyld.

Men det er næppe rimeligt at tørre skylden af på landbruget og den enkelte landmand som sådan.
Den virkelige årsag findes i hver eneste danske husstand. Forbrugerne forlanger nemlig billige og gode fødevarer, og for at landbruget kan producere effektivt – som er det samme som billigt - skal landmanden dyrke korn så billigt som muligt.
Så det forringede fødegrundlag ude på det åbne danske land, er vores alle sammens skyld. Fordi vi vil have billige fødevarer. Hvis vi skal rette op på den situation, skal vi finde os i, at de danske fødevarer stiger – spørgsmålet er så, om vi er klar til at betale den pris, eller om naturen må klare sig som den bedst kan?

Klimaforandringer = nedgang i bestanden.

Den sidste faktor med indflydelse på harernes ve og vel er vejret. Helt nye undersøgelser fra Danmarks Miljøundersøgelser viser, at hver gang klimaet forandrer sig, uanset om det er til det bedre eller til det værre, så betyder det et fald i antallet af dyr. I hvert fald når det gælder en række forskellige arktiske fuglearter som blandt andre seniorforsker Anders Mosbech har været med til at undersøge. Klimaforandringer af mere end ti års varighed får bestandene til at falde i antal, indtil arterne har vænnet sig til det nye klima og dets levevilkår, så kan bestanden atter øges i antal.

Ændret dansk klima.

Det vil være naivt at forestille sig, at tilsvarende mekanismer ikke også vil være gældende for en række danske arter. Og det danske klima har ændret sig. Så meget at selv skolernes sommerferie er blevet flyttet en uge. Så meget at man i nybyggeri tager højde for voldsommere nedbør og højere vandstand i havet. Disse forandringer har stået på i mange år, og med den viden der findes i de mange videnskabelige undersøgelser som Heribert Kalchreuther sammendrager er det ingen tvivl. Klimaet har afgørende betydning for en dyrearts succes eller fiasko – og lige nu ser det ud til at de klimatiske forandringer i Danmark går hårdt ud over harerne.

Harerne dør alligevel.

Ja, sådan ser det ud. Kommende forskning må vise om det også forholder sig således – og i mellem tiden kan alt muligt andet været stødt til, som gør det hele endnu mere uoverskueligt.
En ting er imidlertid sikker, de danske harer har det så godt som naturen, føden og vejret tillader det, og hvis jagten fortsætter på de sædvanlige besindige vilkår, så kommer jægernes aktiviteter ikke til at blive en trussel for de danske harer – de dør nemlig alligevel, må man konkludere på baggrund af Dr. Kalchreuthers meget omfattende studier.