Godt Nytår

Her følger andet afsnit af nytårsparolen der udkommer i fire afsnit. Det første kom på nettet for en uge siden, de to sidste følger de kommende to fredage.
Af Steen Andersen.

Jagtens stilling.
Det forgangne år har ud fra et internationalt PR-synspunkt været noget nær en katastrofe for jagten. Ikke mindst den amerikanske tandlæges langstrakte drab af en navngiven og satellitovervåget hanløve i Zimbabwe fik alverdens dyreværnsfanatikere til gå amok. Med trusler, med demonstrationer og med økonomisk ruin til følge. At det så siden viste sig, at den amerikanske jæger ikke havde gjorde noget forkert eller ulovligt rager kaninkrammerne en høstblomst.
I Sverige oplever en ung eftersøgningsjæger disse dage noget tilsvarende. Nytårsnat aflivede han en trafikskadet ulv, og lever nu under politibeskyttelse, fordi han er blevet truet på livet og har fået smadret sin bil. Han opholder sig ikke længere på sin adresse af frygt for attentater.

Det er ikke sikkert at opinionen mod jagt og jægere er blevet større end den var for 5 eller 50 år siden. Men den er blevet mere synlig, og de såkaldte nyhedsmedier er lynhurtige til at fange en kritisk bølge og på få timer blæse den endnu større.
Som en udløber af den zimbabwiske løvesag oplevede jeg selv, hvordan et helt igennem fredeligt interview om afrikansk jagt helt uretmæssigt endte med at blive et indlæg i den verserende løvesag på Danmarks Radio, skønt jeg havde fået klart løfte om at dette netop ikke ville ske.
Det endte med en live-beklagelse i DRs morgenradio, men tendensen er klar: Hvis nogen ytre sig negativt (om noget som helst) så opfanges det af aviser og elektroniske medier, som blæser det hele endnu mere ud af proportioner.

På den baggrund er der al mulig grund til at håbe på at det nye år bliver et bedre jagtår – og på at jægerne internt snart formår at stå sammen. Både lokalt, nationalt og internationalt.
Og at vi fortæller vores historie sådan som den er:
Vi elsker naturen.
Vi bruger naturen bæredygtigt.
Vi skaber mere og bedre natur.
Dyrene der omsættes medvirker til at holde værdien oppe i en natur som har behov for forvaltning og beskyttelse, og ingen er bedre til at opfylde disse basale behov end netop ordentlige og forstandige jægere.
Dette er vores enkle budskaber og det er mit ønske for det nye år, at dette klokkeklare mantra gentages så ofte, at det til sidst trænger ind hos selv de mest tykpandede journalister og redaktionssekretærer, så vi fremover kan indgå i en nuanceret debat frem for hele tiden at skulle forsvare os mod udokumenterede påstande der kun tjener et eneste formål: Miskredit af jagt og jægere.
Der er kun en forudsætning, som skal falde på plads, for at dette nytårsønske kan gå i opfyldelse, og det er at vi står sammen: En for alle og alle for en.
Godt Nytår.