Formandsvalget er i gang

Formandsvalget er i gang

Valget.

Det er ikke kun politikerne på Christiansborg der går i valgstrategiske tanker denne sommer. Samme tanker strømmer uden tvivl gennem hovederne på den nuværende formand for Danmarks Jægerforbund Ole Roed Jakobsen, for nu har han fået en yderst kvalificeret modkandidat.
Formandsvalget finder sted om et år den 16. juni 2012, og på det netop afholdte repræsentantskabsmøde i Jægerforbundet, gik havjæger og havjagtskoordinator Claus Lind Christensen på talerstolen og erklærede, at han stiller op i kampen om at blive den nye formand.
Claus Lind Christensen er en kendt skikkelse i snart sagt enhver afkrog af havjagtsuniverset, og han er en garvet foreningsmand, der har bestridt tillidsposter i Jægerforbundet gennem længere tid. Han er haglbøsse jæger, og desuden en stærk kommunikator på nettet, hvor han i 11 år har drevet sitet www.strandoghavjagt.dk.

Valgkampen er i gang.

Claus Lind Christensen skriver selv på strandoghavjagt.dk, at han nu trækker sig fra det redaktionelle arbejde, for at hellige sig den valgkamp som han selv skød i gang i lørdags. ” I tiden frem til valget vil jeg af naturlige årsager skulle bruge meget af min tid, på den valgkamp som kommer, og derfor må jeg med en vis smerte konstatere, at min tid til at drive Strandoghavjagt.dk ikke er til stede,” hedder det således i en længere motivation. Den indeholder også oplysningen om, at Claus Lind Christensen indtil videre beholder ejerskabet af strandoghavjagt.dk, men at den redaktionelle fakkel bæres videre af Carsten Holm Clausen, som længe har været skrivende på siden.
Strandoghavjagt.dk er i dag fyldt med læsernes positive tilkendegivelser til Claus Lind Christensen, som tydeligvis nyder både respekt og anerkendelse for sit hidtidige arbejde for jagten og dens forankring i den danske naturforvaltning.