Fasaner uden bakterier

Fasaner uden bakterier

Bakterier.

I går kom beskeden om, at de danske kyllinger er befængt med resistente bakterier. Historien var også i aftenens nyhedsudsendelser, og her lærte vi, at resistente bakterier, for slet ikke at tale om de multiresistente der blev afsløret fund af i går, er en tikkende bumpe under folkesundheden. Fordi bakterierne ikke kan slås ihjel. De er nemlig blevet resistente overfor vores vidundermedicin; penicillin. I værste fald betyder det, at der ikke længere er nogen kur mod bakterieinfektioner, og resultatet er, at vi bliver syge længere, og at nogle af os kommer til at dø af banale infektioner, som man tidligere kunne slå ned med medicin.

Flere bakterier.

I dag kommer så endnu en nyhed fra Fødevarestyrelsen om fund af bakterier i danske kyllinger. Denne gang er det endda økologiske kyllinger fra Gråsten Fjerkræ hvor der er fundet multiresistente salmonellabakterier i 12 ud af 12 prøver. Virksomheden har derfor fået påbud om at tilbagekalde flere partier af varer, for at undgå at forbrugerne smittes, og det kan ske hvis kødet ikke varmebehandles grundigt.

Ingen bakterier i fasanerne.

Oven på sådan en omgang bakterier, så melder tanken sig jo før eller senere, om det så er et brugbart alternativ at spise fasaner i stedet for kyllinger. Derfor ringede vi til veterinærdirektør Per S. Henriksen i Fødevarestyrelsen, og spurgte ham, om der er bakterier i de danske jagtfasaner.
Svaret var enkelt og let at forstår: ”Nej, det er næppe et problem hos fasanerne,” forklarede han, med henvisning til undersøgelser som er foretaget for nogle få år siden. Han forklarer videre, at bakterieproblemerne kun forekommer i meget store kommercielle produktioner, og selvom de danske fasaner jo er opdrættet, så er produktionen slet ikke så intensiv som i kyllingeindustrien og fasanerne har i øvrigt også meget mere plads end landbrugets kyllinger.
Der er med andre ord ingen farlige bakterier i de danske fasaner.