Elge i Danmark?

Elge i Danmark?

En typisk svensk jagtsituation. Skal elgen nu også på de danske parader?

Hvad synes Du?

Læs på de følgende sider resumeet af rapporten fra Danmarks Miljøundersøgelser der fastslår, at elgene godt kan leve i Danmark, og at det er oplagt at regulere bestandene ved jagt.

Resume af DMU-rapporten.

Muligheden for at en elgbestand kan etableres gennem naturlig indvandring fra Sverige til Sjælland vurderes at være til stede. Ifølge en computersimulering vil de begivenhedssammenfald som kræves for at dette kan finde sted, indtræffe mellem 1 og 4 gange per årtusinde afhængig af de indvandrede dyrs årlige overlevelse og evne til at finde artsfæller af modsat køn. Dette estimat er baseret på at den fremtidige indvandringsrate vil være den samme som i perioden 1930-2006. I fald en bestand etableres på Sjælland, vil Storebælt formentlig virke som barriere mod yderligere ekspansion mod vest. En na- turlig indvandring til Jylland vurderes kun at kunne finde sted op igennem Tyskland. Dette vurderes dog først at være en mulighed hvis der etableres faste bestande i Tyskland hvilket der ikke er for indeværende.
En analyse af den økologiske bæreevne mht. elges fødebehov, indikerer at der vil være fødegrundlag for elgbestande i to hovedområder på Sjælland (Nordsjælland og Midtsjælland) og seks i Jylland (Thy, Det nordlige Vendsyssel, Østhimmerland, Djursland, Det centrale og sydvestlige Jylland). Af disse regioner, vil det centrale Jylland i kraft af sin udstrækning kunne oppebære langt den største bestand (op til 1.700-2.000 dyr).
Da elgen i høj grad udfylder en ledig fødeniche, vil den kun i begrænset omfang konkurrere med rådyr og krondyr om føden. Skattede fødeemner som røn og asp vil pga. af et øget græsningstryk formentlig blive bragt i en forringet konkurrencesituation i forhold til andre træarter end tilfældet er i dag. Elge kan undertiden optræde aggressivt over for mennesker, men baseret på erfaringer fra de øvrige Skandinaviske lande, vurderes ”aggressive” elge ikke at udgøre en nævneværdig sikkerhedsrisiko for skovgæster eller andre befolkningsgrupper som måtte møde elge. Oplysning om hvordan man (ikke) bør opføre sig ved møder med elge vil formentlig kunne reducere antallet af angreb til et meget lavt
niveau.
Kollisioner med biler forudsiges at ville udgøre et væsentligt problem uanset hvor i landet en elg-bestand måtte etableres. Hvis svenske tal for sam- menhængen mellem ulykkesrisiko, hastighed og trafikbelastning overføres til danske forhold, vil danske elge have en årlig sandsynlighed på mellem 8 og 38% for at blive påkørt afhængig af landsdel (gennemsnit for alle områder: 15%). I de mindst trafikfarlige områder forventes de årlige omkostninger til ulykker at beløbe sig til mindst 5.000 kr. per elg. Hovedparten af disse udgifter vil skyldes omkostninger ved personskade. Hegning af hoved-færdselsårer forventes at kunne reducere ulykkesantallet med mellem 14 og 43%, afhængigt af områ- de. Hastighedsnedsættelser på udsatte biveje vil dog kunne reducere ulykkestallet yderligere.

Elge forventes ikke at blive nogen betydende skadevolder på landbrugsafgrøder, men vil formentlig i nogen grad volde skade på opvækst i skovene. Samfundsøkonomisk vurderes langt den væsentligste udgift ved en elgbestand at være omkostninger forbundet med trafikulykker og forebyggelsen af trafikulykker.

I det afsluttende kapitel gives forslag til hvorledes en eventuel fremtidig dansk elgbestand mest hen-
sigtsmæssigt kan introduceres og siden forvaltes. Ligeledes diskuteres forskellige strategier for hvorledes problemet med trafiksikkerhed kan imødekommes.

Jagt.

Ud fra et jagtligt synspunkt er der nok mest grund til at hæfte sig ved følgende passage:
I det øjeblik en bestand har vokset sig til den ønskede størrelse, vil jagt være en nødvendig betingelse for at holde antallet af dyr på et stabilt niveau. Da elgbestande, på samme måde som bestande af de fleste andre hjortedyr, kun i ringe grad reguleres gennem sociale mekanismer såsom territorialitet, vil en bestand som ikke begrænses af jagt eller rovdyr i løbet af få år vokse sig så stor at fødegrundlaget (dvs. blade, knopper og kviste på buske og træer) vil blive overudnyttet med alvorlige skader på vegetationen og sult hos elgene til følge.
Sunde elgbestande kan tåle en årlig afskydning på op i mod 37% (Ekman m.fl. 1992). Da elge på samme måde som kronvildt typisk færdes over et område på mellem en halv snes og op i mod et par hundrede kvadratkilometer på årsplan, vil samtlige mulige fremtidige elgbestande på den frie vildtbane skulle leve i områder delt mellem et stort antal grundejere.
Da en elgbestand både rummer et skadepotentiale i forhold til skovbrugsinteresser og repræsenterer en måske lige så stor eller større økonomisk værdi som jagtobjekt, må det stærkt anbefales at den årlige afskydning reguleres på regionalt niveau i stil med den praksis med lokale jagtkvoter for store hovdyr som råder i Norge og Sverige. Med den nuværende jagtlov står det en grundejer frit for at skyde et ubegrænset antal individer af enhver jagtbar art på sine besiddelser. Ifald elgen i fremtiden vil blive jagtbar på samme måde som landets øvrige hjortevildt, vil det derfor kræve en eller anden form for frivillig overenskomst mellem de lodsejere som deler en bestand for at opnå en kontrolleret afskydning. Uanset hvilken form for forvaltningsmodel som måtte komme til anvendelse, bør der i planlægningen og reguleringen af danske elgbestande tages højde for at der lokalt vil kunne forekomme meget forskellige tolerancetærskler for den ønskede bestandstæthed. På plussiden vil tælle at elge vil kunne medføre øgede indtægter ved øget jagtleje. På minussiden vil gælde at elge skader skovenes opvækst. Det er som tidligere anført yderst vanskeligt at forudsige i hvilken grad forskellige tætheder af elge vil påføre skovejerne økonomiske tab i form bidskader, og i hvilken grad dette tab vil blive opvejet af øgede jagtindtægter. Man kan dog forvente at man i områder med ekstensivt drevne (fyrre)skove på dårlig jord og tilvoksede heder vil kunne tolerere et væsentligt højere bidtryk end i skove med intensiv dyrkning af træ af høj kvalitet. Tilsvarende vil den forøgede indtægt i form af jagtleje ved tilstedeværelse af elg også kunne variere fra sted til sted.
Endelig kommer det psykologiske element at forskellige grundejere vil have forskellig indstilling til hvor mange elge der skal være på deres besiddelser.
I Sverige og Norge forvaltes de fleste elgbestande ved at der på lokalt og regionalt plan aftales en jagtkvote på hvor mange køer, kalve og tyre af forskellig alder som må skydes. Da man i de fleste tilfælde ikke kender bestandenes præcise størrelse og sammensætning, fastsættes kvoterne typisk på grundlag af et skøn af hvorvidt bestands-/bidskadeniveauet er stigende eller faldende i forhold til foregående år.
Hvis en bestand skønnes at være ved at vokse sig for stor, øges kvoterne. På tilsvarende vis reduceres jagtkvoten for en bestand som viser tegn på at være vigende, eller som man ønsker skal vokse. Jagtkvoterne og det ønskede bestandsniveau bliver i sidste ende fastsat gennem forhandling mellem de lokale interessenter som har sæde i de kommunale vildtråd. Efter lokale aftaler er der også udarbejdet en fordelingsnøgle efter hvilket kødet/jagtindtægterne fordeles mellem de forskellige grundejere.
Fordelene ved en sådan lokalt baseret, pragmatisk forvaltningsmodel er at bestandsniveauet og dermed skadesniveauet løbende kan justeres efter lokale ønsker. Da elgbestande vokser hurtigt, dyrets størrelse taget i betragtning, vil effekten af fejlskøn i forhold til forvaltningsmålsætningen (f.eks. hvis en overvurderet bestand bliver for hårdt beskattet i en eller to jagtsæsoner) kunne udlignes i løbet af få år.
En ulempe ved en sådan reaktiv forvaltningspolitik vil være at der undertiden vil være en tidsforskudt effekt af bestandens størrelse på overudnyttelsen af føderessourcerne og dermed bidskadeniveauet.
Populært sagt kan man komme i den situation at man først opdager at bestanden har vokset sig for stor i det øjeblik elgene har spist sig selv ud af huset med det resultat at en drastisk bestandsreduktion vil være påkrævet for at undgå effekter som sult og massive bidskader. Hvis sådanne ubalancer i bestandsgrundlaget skal undgås, må elgbestandenes effekter på deres fødegrundlag evalueres årligt.
En alt for løst defineret afskydningspolitik vil være særlig risikabel for bestande som er så små at de i forvejen balancerer på det forsvarlige mht. kravene til mindste levedygtige bestandsstørrelse. I sådanne tilfælde vil en for høj eller for skæv afskydning i blot et enkelt år kunne sætte en lille bestands fremtidige overlevelse på spil. Små bestande vil derfor i højere grad kræve en tættere bestandsmonitering og en mere konservativ afskydningspolitik end større bestande.