Elfenben

Elfenben

Elefant krydser Zambesi mellem Zimbabwe og Zambia.

Geneve

I 1997 fik Botswana, Namibia og Zimbabwe tilladelser til at sælge begrænsede mængder af elfenben.
Nu har de tre lande sammen med Sydafrika ansøgt FNs kontor for beskyttelse af truede dyr, Convention on International Trade in Endangered Species of Wild Fauna and Flora (CITES), i Geneve om tilladelse til at sælge ud af deres lagre af lovligt elfenben, og om tildeling af årlige kvoter for elfenbenshandel.

Strammere regler

Indien og Kenya presse på fra den anden side, for at få endnu skrappere restriktioner på handlen med elfenben, og derfor tvivler embedsmændene i CITES på, at det skal lykkes at samle det fornødne to-tredjedeles flertal for lempelsen af reglerne om handel med elfenben.

Balancegang

Det er noget af en balancegang at bevare den afrikanske elefant.
I en række mellem- og sydafrikanske lande er elefanterne nogle steder så talrige, at de er blevet en regulær pestilens for de lokale farmere, der jævnligt får hele marker hærget på en enkelt nat af en flok sultne elefanter.
Der nedlægges ofte elefanter på lovlig vis, enten af myndighederne eller af jægere, som til og med kan være med til at bortskyde nogle af de elefanter der volder landmændene problemer.
Det anslås at der findes omkring 500.000 fritlevende afrikanske elefanter.
Botswana, Sydafrika, Namibia og Zimbabwe regner med, at deres fælles lagre af elfenben løber op i omkring 70 tons – en ressource som de enkelte lande stort set er afskåret fra at omsætte.