Ekspedition 10

Ekspedition 10

Scoresbysund.

For mit eget vedkommende forlod jeg ekspeditionen planmæssigt tre dage før resten af holdet. For at tage på jagtmesse i Nürnberg. Jeg skulle være blevet, men man ved jo først hvad man skulle have gjort, når det hele er overstået.
Da jeg onsdag formiddag satte mig tilrette ved siden af piloten i den sprit nye helikopter, for at flyve til landingsbanen i Konstabel Pynt 20 minutter længere mod nordvest havde vi udtaget prøver fra i alt fire isbjørne.
Forrige ekspeditionsberetning handlede blandt andet om, at fangsten i år har været ganske ringe, og at vi ikke kunne klage over, at have fået prøver fra fire af de fem bjørne der på daværende tidspunkt var fanget i år. Men vi var langt fra den oprindelige ambition om at få prøver fra 10 bamser.
En hel uge havde vi været i beredskab uden en eneste bjørn på fangernes sigtekorn. Da jeg kom til Nürnberg torsdag fik fangerne heldet med sig. Og i løbet af halvandet døgn eller så landede de brave bjørnebetvingere ikke færre end fem isbjørne.

Høj kvalitet.
Fangerne indgik i et perfekt samarbejde med forskerne under ledelse af professor Rune Dietz fra DMU. Straks bjørnen var skudt hastede de til landingspladsen på isen foran Scoresbysund, og adviserede undervejs Runes stab, så de stod klar til at tage imod.
Formålet med hele dette store menageri er, at få prøverne så tidligt efter bjørnens død, at de celler der udtages fra den, stadig er levende. Fordi de levende celler kan nedfryses på flydende nitrogen, transporteres i denne væske og senere tøs op i diverse laboratorier og så stadig være i live. Ganske imponerende i øvrigt, når man betænker at temperaturen nede i flydende kvælstof er omkring minus 173!
Det er jagten på de levende bjørneceller fra lever, milt og andre indre organer, som sætter hele rammen for denne store biologiske ekspedition.
De levende celler rummer nemlig en række af svarerne på, hvordan isbjørnene reelt klarer sig i den cocktail af giftstoffer som de indtager gennem føden. Giftstoffer som ikke har noget med Grønland at gøre eller med Arktis for den sags skyld, men som kommer til bjørnenes miljø fra hele den industrialiserede verdens forbrug af overfladebehandlede stegepander, mobiltelefoner, computere og meget mere.

Status.
Nu er de værdifulde og enestående prøver fra de ni bjørne på vej til laboratorier i Canada, USA, Norge og Danmark. Det er ikke nogensinde tidligere lykkedes at udtage prøver af denne karakter eller kvalitet fra isbjørne noget sted i verden, og forventningerne er nu ganske høje i de videnskabelige kredse.
Ikke mindst forbi vi endte med at få prøver fra 9 bjørne. For jo flere forskellige individer man undersøger, jo bedre statistisk dækning bliver der for resultaterne. Eller sagt på en anden måde, hvis man kun har prøver fra få dyr, så tør man kun i ringe grad tro på, at resultaterne er gældende for alle dyr, men troværdigheden stiger for hvert eneste dyr man undersøger. Derfor er ni bjørne mere end dobbelt så godt som de fire vi oprindeligt var ganske godt tilfreds med.
Derfor har opholdet i Scoresbysund og Kap Tobin været en stor succes. Antallet af prøver taler for sig selv, men også samarbejdet og samværet med borgere, beboere og fangere i Scoresbysund har været berigende og styrket det sammenhold der faktisk er mellem os der kigger dybt i isbjørnene og de der fanger dem for at leve af kødet og iklæde sig skindet.
Forude venter nu det minutiøse og tålmodighedskrævende arbejde med alle analyserne. Derefter med at tolke dem, skrive og beskrive tolkninger og resultater, for til sidst at udgive det hele i forskellige videnskabelige tidsskrifter. Det kommer der til at gå år med.
Og vi skal naturligvis nok vende tilbage til disse resultater – her på HuntersMagazine, når de engang forlægger. I mellemtiden ..... ja - heldigvis begynder den hjemlige jagtsæson jo om mindre end to måneder.
Og søndag den 27. marts klokken 17.00 sender Jagtmagasinet på dk4 en udsendelse om hele bjørneekspeditionen deroppe i Menneskenes Land.

Større hanbjørn landes på isen foran Scoresbysund bemærk i øvrigt, at der allerede hænger en bjørn i den store vægt længst til højre i billedet. Denne dag lå der tre bjørne på isen på samme tid.
Foto:Rune Dietz.