Det danske kronvildt

Det danske kronvildt

Det nuværende fritlevende danske kronvildt stammer fra en beskeden bestand på blot 700 dyr.

Ny forskning.

Kronvildtet har det godt her i landet og stiger i antal og udbredelse. Lige nu og her er der ikke så meget at bekymre sig om på de store dyrs vegne. Imidlertid afslører et helt nyt biologispeciale, at den genetiske variation i den danske kronvildtstamme ikke er så stor som i de omgivende landes kronvildt. Undersøgelsen bygger på DNA-analyser af omkring 300 danske krondyr, som er indsamlet af landets jægere hvor der findes kronvildt på fri vildtbane.

Genetisk variation.

Den genetiske variation i enhver art er af stor betydning for artens overlevelse. Fordi variationen indeholder alle de overlevelsesfærdigheder som den pågældende art har sparet op gennem hele artens udviklingshistorie. Det vil sige, at der i et intakt genetiske materiale findes alle de muligheder og kombinationer af fysisk styrke og adfærdsmæssige færdigheder som har ført arten frem til livet i dag.
Hvis der går huller i det fulde genetiske spektrum, kommer der til at mangle nogle af koderne til de færdigheder som måske ikke er i brug lige, men som kan være afgørende for at arten kan overleve hvis livsbetingelserne forandres i form af ændret fødegrundlag, ændret urbanisering, ændret klima, kombinationer af disse faktorer eller noget helt femte.

Variation giver styrke.

Man kan sammenligne det med at have en bil med sommerdæk som jo er gode nok på tør vej. Men når det sner er de ikke egnede til at ”overleve” med, og har man ikke vinterdæk i sit repertoire, så må man køre dårligere end de andre. Hvis alle bilister i Viby J har smidt deres vinterdæk ud, fordi det alligevel aldrig bliver vinter i Jylland, og sneen pludselig falder tyk og hvid, så kommer hele populationen fra Viby J senere på arbejde, de bliver trukket i løn, og deres levevilkår er pludselig forringet, fordi de mangler den nødvendige variation i deres valg af dæk.

Genetisk variation og skønhed.

Hvis vi skal blive i billedet med bildækkene, så vil nogle hævde at sommerdæk på lavprofil fælge er flottest. Hvis man nu udelukkende vælger ud fra det man kan se, så vælger alle sikkert sommerdækkene på de lave fælge uden at skele til, at vinterdæk eller allround dæk måske var mere hensigtsmæssige i det lange løb. Når så sneen kommer, er arten der helt har fravalgt de kraftige dæk ilde stedt.
En udvælgelse på baggrund af udseendet alene kan derfor godt være en uhensigtsmæssig udvælgelse. I den genetiske verden kaldes det man kan se for fænotypen, mens det der har med genernes sammensætning og kombinationer at gøre kaldes for genotyperne. Når man kun vælger efter fænotyper så risikerer man at indskrænke den genetiske variation.

Kronvildt
© huntersmagazine.com
2005, Steen Andersen

I teorien kan det godt være dyrene med de små gevirer som bærer de gener der mangler i det intakte genetiske spektrum.

Selektivjagt mindsker den genetiske variation.

Sådan er det også med kronvildt og alle de andre hjortearter, som vi driver selektiv jagt på. Når vi udelukkende beskyder en bestand for at fremelske så store og stærke trofæer som muligt, så går vi kun efter fænotyperne – de flotteste af dem. Ligesom med bildækkene.
Hos hjortevildtet er gevirernes størrelse ikke særligt afhængig af genetikken, viser nye undersøgelser, men i højere grad af fødegrundlaget. Der er derfor ingen grund til at antage, at store trofæer er lig med stærke dyr. Og det er helt sikkert ikke lig med bred genetisk variation.
Derfor rummer den selektive jagtform, hvor der ret ensidigt satses på stærke trofæer, en udtalt risiko for at vi med denne fænotypiske udvælgelse får bortskudt nogle af de genetiske muligheder som ikke følger med dyrene med de store horn.
Sagt på en anden måde, så kan det være, at det er dyrene med de små opsatser, eller dem med en anden uønsket detalje, der reelt bærer på de gener der skal sikre artens overlevelse, hvis nu et eller andet forandrer sig i forhold til de nuværende livsbetingelser.

Jagthistorien.

I tidsrummet fra 1850 – 1890 blev størstedelen af det danske kronvildt skudt bort, fordi de store drøvtyggere var en irriterende gene for landbruget. Det var kongen der bestemte at det skulle være sådan. Kun i et enkelt område, relativt fjernt fra Kongens København dengang, blev kronvildtet ikke helt udraderet. Det var på Djursland og i det østlige Jylland nord for Djursland. Af de historiske beretninger fremgår det, at der omkring 1890 blot er 700 dyr tilbage i dette område. Det er disse dyr der er det overvejende ophav til den nuværende jyske bestand af kronvildt, og i forhold til kronvildtets ynglebiologi er 700 dyr et meget lille udgangsmateriale, hvor den genetiske variation næppe er alt for stor.

Forvaltning.

Det er sandsynligvis grunden til at biolog Elsemarie Krag Nielsen i sit netop afsluttede speciale kan påpege, på baggrund af DNA-analyserne, at den genetiske variation i det danske kronvildt er lidt ringere end i andre landes bestande. Dermed er det danske kronvildt også lidt ringere stillet, hvis livsbetingelserne forandre sig i de kommende årtier.
Hvis man skal uddrage en praktisk vinkel på specialets konklusioner, så kan den nye viden forhåbentligt blive en del af det videnskabelige grundlag for den kommende forvaltning af det danske kronvildt.

Elsemarie Krag Nielsen fortæller om sin forskning og resultaterne på dk4, i Jagtmagasinet den 30. januar klokken 20.30.