Den hvide elg

Den hvide elg

Hysteri.

I Sverige har de hvide elge. Så mange, at der rutinemæssigt nedlægges eksemplarer af denne eksotiske farvevariant, som ikke er albinoer, men simpelthen dyr med hvid pels. I Värmland vokser andelen af hvide elge såmænd, så en dag er der sikkert nogle som begynder at bekymre sig for, om de helt vil udkonkurrere de mørke elge.
Men i Norge hersker hysteriet, for de mistede i går den hvide elg, der var blevet et nationalt klenodie. Den havde oven i købet et navn, og når et dyr har det, så skal man være påpasselig med at tage livet af det. Det er en kendsgerning som danske Ole Frost nok gerne ville have indset inden han i går trykkede på aftrækkeren og nedkaldte en norsk fatwa over sit skyldige hoved.
Elgen har været norsk kæledække i en fire-fem år, og på diverse norske fora rases der nu over danske Ole Frost. Han fortryder imidlertid intet, og fremturer med, at en elg er en elg, og at han intet ulovligt har gjort. Deri bakkes han op af den lokale jagtleder Sigmund Lereim, der har udtalt til efterhånden et utal af medier, at det i jagtlaget var aftalt at frede den hvide elg, og at de beklager, at de ikke har forklaret det tydeligt nok til den danske jæger.

Hoven.

Men den danske jæger, der nu er lagt i gabestok på diverse norske medier, fremturer med udtalelser om, at han ikke har interesse i at frede et specielt dyr. Det er jo helt sikkert den kloge mands holdning, men det er spørgsmålet, om det er klogt at gå så hovent til modangreb. For en lokal fredning er jo noget man sædvanligvis indretter sig efter, når man er gæst og jager under andres parole.
Eller sagt på en anden måde. Hvis jeg inviterer gæster, og forklarer dem, at de ikke må det frække med min kone, og de så gør det alligevel, så skal de ikke regne med at blive inviteret igen.
Ole Frost derimod har hoveret til BT, at han skam tager på jagt i Norge igen i næste uge.
I mellemtiden har den norske jagtledelse taget skridt til, at indlede en politisag mod de der har fremsat de værste trusler mod den danske jagthelt, som i alt fald tydeligt har demonstreret, hvordan et gammelt herrefolk fortsat kan sætte sig over de primitive og sentimentale vilde...