Aprilsnar?

Aprilsnar?

Af Steen Andersen.

Rovfugle.

For uger tilbage kunne man i diverse aviser læse om fundet af først en død havørn og dernæst en ligeledes død høg. Begge fugle blev indleveret til nærmere undersøgelser på Københavns Zoologiske museum, der ikke var længe om at nå frem til en teori om, at der nok var tale om at det var jægere der havde skudt de to fugle. Helt forventeligt genoptog Dansk Ornitologisk Forening på den baggrund deres fundamentalistiske frontalangreb på de danske jægere.
Folkene bag de hurtige konklusioner om jægernes misgerninger er hverken forskere eller patologer, men tekniske medarbejdere på museet. De to døde fugle sendes ikke videre til den virkelige fagekspertise på Landbohøjskolen eller Danmarks Miljøundersøgelser, og der bliver ikke foretaget selv helt rutinemæssige og basale videnskabelige analyser af de to fugle.
Efterfølgende, om end i en nærmest privat sammenhæng, må Dyrenes Beskyttelse indrømme at det ikke er videre sandsynligt, at det er jægere der har ombragt de to fugle, men den erkendelse når aldrig til offentlighedens kendskab, som efterlades med den klare fornemmelse, at de danske jægere er nogle slyngler. Heller ikke Dansk Ornitologisk Forening har nogen interesse i at rykke ud med sandheden om de to fugles død.
De helt igennem udokumenterede påstande om danske jægeres skændige handlinger får lov til at stå og blafre i den kølige medievind, og vil næppe nogen sinde blive dementeret – og med statsgaranti ikke på fremtrædende placeringer i Politiken og på DOFs hjemmeside, hvor den postulatet om at havørnen er blevet skudt stadig står på forsiden.
Og så er der disse dage oven i købet fundet en død kongeørn i Nordjylland. Garvede ornitologer – som er absolut troværdige – fortæller, at kongeørnen er fløjet på nogle højspændingskabler, gad vide om de så er sat op af jægere, udelukkende for at efterstræbe de arme ørne?

Agerhøns.

I løbet af 2008 fremkom Dyrenes Beskyttelse med forslag om at totalfrede de danske agerhøns. Et populistisk forslag, som hurtigt vandt genklang blandt alle de organisationer og bevægelser som foregiver at ville naturen det bedste, men som ikke har forstået tingenes – ofte komplicerede – sammenhæng, selvom denne sag ikke er synderlig kompleks. Det som Dyrenes Beskyttelse og alle deres medløbere ikke har forstået er, at så længe der er jagt på agerhøns, så er der i titusindvis af jægere som overtaler landmændene til at planlægge landbrugsdriften til fordel for den fine danske agerfugl. Og de selv samme jægere er i sving ude på revirerne, hvor de planter og sår, og anlægger den opdyrkede og den tilbageværende vilde natur, så agerhønsene får de bedst mulige forhold for at restituere sig og for at brede sig tilbage til deres gamle domæner.
Hvis jagten forsvinder på agerhønsene, så forsvinder i samme penselstrøg en stor del af motivationen for at udføre denne enorme redningsindsats, der så skal erstattes af tilsvarende initiativer – ja af hvem? Dyrenes Beskyttelse??

Kronvildt.

Ligeledes i løbet af 2008 fremsatte Dyrenes Beskyttelse forslag om at reducere jagten på det danske kronvildt. Jagten afstedkommer forstyrrelser som er skidt for dyrenes trivsel, er parolen. Dette forslag fremkommer på et tidspunkt hvor det danske kronvildt har det bedre end nogen sinde tidligere i løbet af de seneste 250 år. Bestanden er i kraftig fremgang over det meste af landet, og jægernes enorme indsats i diverse hjortevildtsgrupper og andre tilsvarende tiltag har tilvejebragt en afskydnings- og jagtpolitik, der får bestandene til at trives i udtalt grad. Men Dyrenes Beskyttelse har sammen med Danmarks Naturfredningsforening den helt igennem forbløffende opfattelse, at det danske vildt skal være så godt som tamt. At det skal være muligt at se den danske faunas mange arter i uforstyrrede og fredelige situationer, som intet har med natur at gøre. Udover det univers som Walt Disney har skabt, så er det kun i dyrehaver og tilsvarende indhegnede og kunstige miljøer man finder dyr der ikke er under naturligt pres og efterstræbelse.
Desværre er det så besnærende – helt tankeløst – at tilslutte sig denne virkelighedsfjerne opfattelse af natur, at også dette forslag straks tiltrak sig stor opmærksomhed og en række sympatitilkendegivelser. Der står sagen fortsat parkeret.

Bly.

Men værst af alt, så levere jægerne igen i det forgangne år et bidrag til tåbelighederne som man gerne havde været foruden. Det handler om bly. Bly i haglpatronerne og ude på de danske revirer. Hvor bly har været forbudt i flere årtier.
I den her sag skal man lægge øre til argumenter som slet ingen berettigelse har. For sagen er meget enkel.
Bly i haglpatroner er forbudt. Punktum. Uanset om man synes man ved noget andet end alle de andre, så skal man overholde loven og den er helt klar.
Samme klarhed mangler hos de der stadig anvender bly i Danmark, for det handler tilsyneladende om, at nogle personer føler sig hævet over loven, at de ikke behøver at rette sig efter den, fordi den efter deres mening er en dum lov.
Men nu forholder det sig således, at bly er giftigt. Det er grunden til at det er forbudt. Og når man skyder med bly og spiser sit jagtbytte, så får man hurtigt meget høje koncentrationer af bly i blodet, og bly giver hjerneskader. Og det er måske her vi skal finde den dybere forklaring på at vi til stadighed ikke bare møder bly ude på jagterne men også debatten om at vi skal have blyet tilbage. For bly ødelægger de forgiftedes evne til indlæring. Altså; har man meget bly i sin organisme, så har man svært ved at lære nyt. Måske er alle blyfanatikerne ikke forhærdede lovovertrædere men bare stakkels blyforgiftede personer med hjerneskade?

Aprilsnar

Det havde været befriende, og måske ligefrem morsomt, hvis hver af disse fire historier var blevet afsluttet med et højstemt APRILSNAR! Men desværre er der her tale om den kolde, skinbarlige sandhed som hverken er særlig morsom eller fornøjelig. Bare håbløs, bagstræberisk og uigennemtænkt. Og det hele står der endnu i erindringen. Gad vide hvem der er den største nar?