Ammunition og fly

Ammunition og fly

Den nye EU forordning ændrer ikke på de forhold danske jægere allerede kender til i forbindelse med flyrejser og ammunition.

Det forbudte er somme tider tilladt.

Det er forbudt at have ammunition i sin rejsebagage. Også den der indskrives ved skranken. Sådan har det altid været. Man må ikke bare kaste ammunition i sin bagage og så undlade at oplyse om det!
Hvis man skal have ammunition med ud at flyve, så skal man oplyse om det ved indtjekningen, og så har luftfartsselskab og luftfartsmyndighederne en særlig procedure som skal følges. Sådan har det været så længe nogen kan huske.
Og sådan er det også, selvom der træder en ny EU forordning om beskyttelse af civil luftfart i kraft den 29. april.
Rygter på nettet, og andre steder, postulerer alle mulige nye kvaler for jægerne. Men det er heldigvis ikke tilfældet.
Vi har her til morgen talt med kommunikationschef ved Statens Luftfartsvæsen, Thorbjørn Ancker, og han siger uden den mindste tøven, at de regler der gælder for jægere i dag og deres ammunition i flybagagen, er nøjagtig de samme som vil være gældende efter den 29. april i år.
Så, panikken er aflyst....