Afrika min drøm

Afrika min drøm

Charlottes riffel nåede ikke frem sammen med hende, så de første dage har hun jagtet med en lånt riffel. Men nu er hun blevet forenet med sin Blaser....

Eland eller zebra.

Vi satte os tilrette et dejligt skyggefyldt sted. Den dag så og fotograferede vi warthog, mangoose, impala, kudo og en enlig eland ko. Der kom også et lille nysgerrig egern og holdt os med selskab under middagen.
Vi sad ganske stille da en meget karakteristisk klix klox lyd nåede vores ører. De Wet sagde: ”shhh! Eland,” og vi sad musestille og ventede. Der kom de forsigtigt gående, en pæn stor flok eland, der var et par pæne store tyre blandt dem. Ganske få minutter senere, dukkede en enlig zebra hingst op sammen med endnu en eland tyr, denne gang en særdeles velvoksen fætter. Medens flokken spredte sig, skulle jeg tage en lyn hurtig beslutning, eland eller zebra. Det var en meget underlig oplevelse, for pludselig stod begge med front mod hinanden frit klar til skud. Jeg tog min beslutning uden at sige noget og skød. De Wet sprang op, råbte perfect shoot og klaskede håndfladen i min (give me five), som vi havde for vane når jeg havde skudt. Men den lille Franz fulgte kun eland tyren med øjnene, og kunne ikke forstå hvorfor den ikke faldt til jorden. Først da zebraen efter et par sjove spring faldt til jorden, vidste han, at denne var mit valg. Min zebra skulle fejres, så De Wet fandt hurtigt glas, isterninger, cola og brandy frem. Vi var nemlig blevet enige om, lige at se om ”Mr. Eland” ville vende tilbage. Der gik nogen tid med snak, røg og hygge og vi besluttede at få taget et par billeder af zebraen inden solen gik ned.
De Wet og Franz kæmpede en brav kamp, for at få zebraen i stilling. Men det store dyr var allerede blevet lidt for stiv i bagbenene, så da den lille Franz, med al sin styrke og kraft prøvede at bøje dem, rettede zebraen dem bare ud igen, med det resultat at han blev fejet hen over jorden i en støvsky. Det fik jeg et par gode grin og billeder af, men desværre ikke på video. Så gik turen tilbage til slagtehuset, Lodgen og de daglige hyggerier.
Om aftenen blev De Wet og jeg enige om, da jeg nu stort set havde skudt hvad jeg havde på min ønskeliste, ville vi dagen efter gå efter ” the big eland bull”.

Masser af vildt.

Dagen efter drog vi af sted. Vi stødte på 5-6 store oryx hanner og 3 hunner, et utroligt smukt syn. Vi så også en stor flok kuduer, hvoraf den ene var på størrelse med den jeg havde skudt forleden, muligvis en anelse større. Min ven ”Mister Eland” kom dog ikke den formiddag. Så vi blev enige om at køre hjem og ”spise Brandy og drikke frokost”. For som De Wet sagde ”Man må aldrig spise på tom mave”. Efter frokost tog vi atter ud for at give ”Mister Eland”, en chance for at blive skudt af ”Miss Blaser” som De Wet sagde. Men vinden var ikke god for os, den svøbede. Vi så mangoose, impala, kudo, wildebeast. Sidst nævnte bøvsede af os nogle gange, og rendte derefter den modsatte vej. Til sidst kom en pæn steinbuck listende, han tog dog hurtigt flugten da De Wet`s næse kløede. Men jeg ville alligevel ikke have skudt den, selvom jeg kunne. Vi kørte hjem til lodgen, hvor aftensmaden ventede. Efter mad, et par brandy og cola ville jeg i bad og slappe af. Det blev forpurret, da De Wet sagde jeg lige skulle have et sidste trofæ med hjem. Jeg så spørgende på ham, men blev så ført hen til hans computer. Det viste sig, han havde lavet en dvd, med alle de billeder han havde taget under vores jagt, indskydning, det store boabab træ, girafferne vi så, alle mine nedlagte trofæer, lodgen, grillpladsen med bål og så videre.

Den sidste dag.
Jeg blev rigtig glad og det blev hurtigt til et par brandy mere. Bent, Kaj og Birgit skulle jo også lige se den. Kaj mente jeg var forkælet, men som jeg sagde, er det da også er bedre end at være forkølet.
Sidste jagt dag ville vi ud og se efter ”That one.” Impalaen vi tidligere havde set, og kørte derfor over på øen klokken cirka halv otte. Her ser vi ret hurtig en serval (plettet kat rovdyr) forsvinde i krattet. Derefter ser vi en megastor waterbuck. Kunne faktisk godt havde skudt ham, men valgte i stedet at give ”That one” en chance for at vise sig. Vi pürchede i bunden og på kanten af flodlejet i Lotsane floden. Og så da også ret hurtigt impalaer. Tre hanner og en hun men ikke ”That one”. Lidt længere fremme mødte vi 3 rigtigt pæne bushbucke. Vi blev så enige om, at gå tværs over øen til Limpopo floden, og mødte på vores vej gennem bushen flere store flotte impalaer. Vi fik øje på en steinbuck, en rigtig stor flot buk. De Wet hviskede, at han aldrig havde set dem så store, for denne fætter her var helt sikkert en ”guld” med pil opad. Han gjorde tegn til mig, om jeg ville skyde, men jeg takkede pænt nej. Der var jo stadig et spinkelt håb om ”That one” kunne stå bag den næste busk. Da vi når frem til Limpopo flodens bred, kalder vi bilen, og da den lille Franz ankommer, fortæller han straks, at han har set en kæmpe impala. Efter en kort snak med ham, finder vi ud af, at det var monsteret ”That one” han havde set, faktisk umiddelbart efter han havde sat os af. Men da ingen af os havde fortalt ham, hvad vi var ude efter, havde han ikke meldt tilbage til os over radioen. Sådan er jagt heldigvis også, så nu får en anden så den store ære at skyde ham. Kan kun i mit stille sind håbe, det så virkelig er en person, der sætter stor pris på hvor heldig han/hun er.
Vi kørte tilbage til lodgen, hvor vi efter frokost skulle på den dejlige tur med flodbåden, som jeg omtalte i et af de tidligere afsnit. Det blev en pragtfuld tur på nogle timer med gode naturoplevelser, møde med blandt andet krokodiller samt flere forskellige dyrearter og fugle. Helt igennem hygge, iskold hvidvin, øl/vand og lutter gode oplevelser.

Efterskrift.

Denne absolut hele vejen igennem positive oplevelse, som jeg her har fået under mit første besøg i Afrika, har jeg ikke kunnet ønske mig bedre. Jeg er så glad for, at jeg valgte Lotsane safaris, for jeg kan kun finde et eneste minus ved hele oplevelsen, opholdet med mere, og det er, at det er stærkt vanedannende. Nu kunne man så måske tro, jeg var blevet betalt for at sige sådan, men nej. Tro mig, hvis der havde været noget jeg var utilfreds med, kunne og ville jeg virkelig ikke holde min mund. Nej, jeg kan kun på det kraftigste anbefale jer at prøve selv. Og til jer piger, selvom i så eventuelt skal rejse alene, er oplevelsen hver en krone værd. En stor tak fra mig til alle dem, der har været med til at gøre denne tur til noget helt specielt for mig.

Mange jæger hilsner
Charlotte von Ekensteen (Miss Blaser)

Læs de forrige afsnit.