Afrika min drøm

Afrika min drøm

På dette tidspunkt har Charlotte nedlagt oryx, kudu og bushbuck, og hun har set en impala med et kæmpestort trofæ. Den har straks fået tilnavnet ”That one.”

Impala.

Den nat drømte jeg om ”That one.” Den store monster impala vi så i går.
Næste morgen kunne jeg simpelthen ikke få ham ud af mit hoved. Det ville virkelig være en ære at få lov til at skyde ham. Vi forfulgte en flok impalaer, for at se om han skulle være iblandt dem. De forsvandt dog hurtigt da de færtede os. Senere opdagede vi en anden flok, der gik et godt stykke inde i bushen. Vi begyndte langsomt at pürsche os ind på dem, de var cirka 200 meter fra os, men med mange småbuske og træer mellem dem og os. Jeg prøvede at få dem i kikkerten, men som ved et trylleslag forsvandt også denne flok, som var den sunket i jorden. Vi pürschede hvad vi mente var venstre om dem, og skulle passe meget på vinden, da den hele tiden skiftede retning.
Vi finder dem ikke, og bliver enige om at gå tilbage mod bilen da vi pludselig ser dem igen. Der gik flere hundyr frem og tilbage, mellem dem også et par unge hanner. Pludselig bag buskene ser jeg en meget stor han, dog ikke ”That one”, men hele hans krop er dækket af buske, så han var umulig at få et ordentlig skud til. Han vendte sig en anelse, og mit hjerte sprang et slag over. Men desværre bare for at vise mig sin bagdel, og provokerende langsomt forsvinde ind i bushen. Der gik cirka 5 minutter da en knap så stor men også en pæn han kom til syne, direkte med front mod mig. Denne gang uden buske imellem ham og mig, han skulle ikke også få lov at slippe.

Spidst skud.

Jeg tager lynhurtigt sigte på hans bringe og sender mit skud af sted. Jeg hører den karakteristiske dumpe lyd af projektilet der rammer kroppen. Han springer ret op i luften mod højre, og er væk bag de nærmeste buske. Vi går lyn hurtigt til gerningsstedet og finder hans afsæt i jorden, samt et omtrent 5 mm stykke blodigt kød på en busk. Vi har så travlt med at kigge efter spor, at vi glemmer at se op. Der, kun 10 meter fra gerningsstedet, ligger han pæn og fin 20,5”. Projektilet er gået direkte ind i bringen på ham, og ud bag hans venstre skulderblad. De Wet kalder Franz over walkien, og sammen laver de en stor gren til at bære impalaen ud til bilen på. Impalaen bliver surret fast, og De Wet der er højest af de to, tager fat i den bagerste del af grenen og smider den op på skulderen. Den lille Franz den forreste del, med hovedet på impalaen dinglende nedad bag benene på ham. Så begyndte de at gå, men ak for hvert skridt den lille Franz tog, bankede impalaen sin blodige mund ind i hans knæhaser, så han dårligt kunne gå. Jeg og De Wet knækkede sammen af grin, fordi han bare fortsatte. Han kunne bare have rakt en hånd om, og taget fat i opsatsen på impalaen og dermed holdt den væk fra benene, men så langt tænkte han vist ikke. Han fortsatte bare sin besværlige gangart, og prøvede ihærdigt at holde balancen. På vej hjem så vi blandt andet hyæne og sjakal. Og så var der igen lagt i ovnen, til hygge mobning og snak.

Lykken vender.

Senere på dagen ville vi prøve at finde zebra og eland. Men det viser sig at blive utrolig svært at finde nogen form for dyr i dag. Det er blæsende, overskyet og noget køligt, så dyrene vil helst klumpe sammen inde i bushen.Thomas`s kone Arleen (bestyrerinden), er taget med os ud i dag for at fotografere. En rigtig sød, smilende og særdeles hjælpsom frisk ung kvinde. Hun er normalt også professionel hunter, men tager den lidt med ro, da hun venter deres første barn. Det viste sig at være rigtig godt at hun var kamerafører på denne tur, da vi pludselig mødte tre giraffer som stod og fouragerede lidt inde i bushen, det blev nogle rigtig flotte billeder. Vi så også blue wildebeast tre unge og en stor der drønede over vejen lige foran os. Vi skød ikke noget den eftermiddag, men så warthog og kudu.
Om aftenen var vi ude for at se/lyse nogle natdyr, vi så steinbuck, sjakal, en del kaniner og et par springharer. Thomas havde tidligere fortalt mig at disse springharer, er syd Afrikas svar på Australiens kænguruer. Jeg må også erkende de ligner til forveksling, lige bortset fra at springharer`s hale er langhåret. Han fortalte også om, at det næsten var en sport for dem hvis de blev lidt fulde, at prøve at fange disse, da det næsten var umuligt. De kastede sig så hen af jorden, og hvis de var heldige at få gevinst, tog de et billede af den og slap den fri igen. Den sport oplevede jeg dog desværre ikke, det lød ellers temmelig muntert.

Ventetid.
Næste formiddag måtte jeg blive på farmen, da min ryg ikke rigtig ville samarbejde, og jeg ville ikke risikere at gå glip af resten af turen. Så jeg lå ved poolen, svømmede lidt og læste i en engelsk bog jeg havde lånt af De Wet, omkring uddannelsen til professionel hunter.
Omkring klokken 15.00 var jeg klar og vi tog ud for at se efter zebra og eland. Dog uden held, men vi så warthog, kudo, steinbuck, waterbuck og en flok zebraer i fuld fart ud over stepperne. Der var dog ingen mulighed for at følge dem, da solen næsten var nede. Vi kørte så tilbage til Lodgen, hvor vi fik os en velfortjent brandy & Cola, som efterhånden var blevet en rigtig hyggelig vane efter endt jagt/oplevelser.
Næste morgen havde De Wet sørget for, at der var pakket en fin madkurv, for vi ville blive ude hele dagen. Der var sandwich, vafler, chokolade, m&m`s, nødder, frugtblanding, sodavand, brandy, øl, cider m.m. alt hvad hjertet kunne begære. Vi ville prøve at sidde lidt og vente og se hvad der kom forbi, i stedet for at pürsche rundt som vi plejede. Dels for at få taget nogle gode foto, men også for eventuelt at få chancen for en zebra eller eland skulle komme forbi. Der stod godt nok ikke eland på min ønskeliste, men hvis nu chancen var der så.....

Følg med i Charlottes beretning fra safarien i Botswane samme tid og sted næste uge.
Læs de forrige beretninger fra Lotsane.