Afrika min drøm

Afrika min drøm

Efter at være vel ankommet, at have konstateret at hendes riffel ikke er nået frem og at hun skyder glimrende med den, hun i stedet låner på lodgen, begyndte jagten med, at Charlotte fældede en smuk oryxtyr..... Og det skal blive endnu bedre.

Spor.

Næste morgen tager vi atter ud. Denne gang langs den udtørrede Lotsane flod, hvor vi skiftevis går på kanten og i bunden af flodlejet ca. 3 – 4 km.
Vi ser et par steinbuck, waterbuck og et par bushbuck hunner. Vi ser også spor efter en stor python og følger den en stund. Sporet fører ind i noget tæt kvas vi ikke lige har lyst til at træde ind i, så vi lader den være. Vi finder friske spor efter gepard og lidt længere fremme også leopard, ikke voldsom stor men heller ikke en unge. På vej tilbage, cirka en kilometer før Lodgen, ser vi en stor flot bushbuck. Han forsvinder dog hurtigt i krattet. Vi sætter os en stund, og ser kort efter en bushbuck hun forsvinde samme sted hen som bukken. Lidt efter dukker også en ung buk op, han bliver dog lidt og nipper til de tørre buske. Vi sidder stille og hvisker om situationen og om at komme videre, da den store bushbuck pludselig viser sig i bunden af flodlejet.

Guldmedalje.

Han bevæger sig nedad og vil snart forsvinde bag nogle store sten. Nu skal det gå tjept. Op og stå, sigte, skyd, og bukken styrter til jorden. Vi kan kun lige ane hans ryg over stenene, og bevæger os hurtig og lydløst derned. Franz bliver tilkaldt, og kommer susende med kameraet fra siden af os. Vi er nu nået derned, og kigger forsigtigt op over den store sten der skjuler ham. Vi kan nu se han ånder endnu. Ryggen er brækket efter det lidt høje skud lige før han forsvandt bag stenen, men han kan ikke rejse sig. Den lille Franz, der kom i fuld fart, har ikke set at bukken lever og stopper cirka fire meter før bukkens hoved. Med et, vipper bukken med hovedet og den stakkels Franz springer for sit liv, med dødsangsten malet ansigtet. Sjovt så det ud, han vidste jo heller ikke bukken var total lammet. Desuden var hans angst velbegrundet, for De Wet fortalte, at bushbuck har utrolig mange menneskeliv på samvittigheden. Jeg sender ham straks en ekstra kugle (bukken altså), og dermed til de evige jagtmarker. Så var der tid til at nyde synet af ham 15,5”(guldmedalje), tage fotos af ham og derefter til slagtehuset hvor han yderligere blev beundret.
Vi spiste frokost og kørte igen. Denne gang over flodlejet til det de kaldte øen. Et kæmpe stort område der fra Lotsane floden går ud til kanten af limpopo floden.
Der ser vi bla. waterbuck, warthog, kudo og steinbuck. Vi ser pludselig en flok impalaer. Vi springer af bilen, og begynder meget langsomt at pürsche os ind på dem.

CvE
© huntersmagazine.com
2011

.

Kudu.

Bushen er knastør og enhver lille lyd kan ødelægge alt, derfor det meget lave tempo. Vinden svøber en del, så vi må prøve at gå uden om dem. Pludselig ser vi en monster stor impala han. Selv De Wet gisper, han er sikker på den ligger i toppen af verdens topti. Vi er dog ikke på skudhold på grund af buske og lave træer, så vi rykker os lidt. Mit hjerte dunker skånselsløst, bare få meter til siden så. Men ak, pludselig springer tre warthog op lige foran os med larm og grynt. Jeg havde nær gjort en vis ting i bukserne. De s…. warthog tordnede lige midt ind i impala flokken, og spreder dem for alle vinde. Der må jeg sige, jeg kraftig revurderede om ikke jeg alligevel skulle skyde warthog på min tur, (de var ikke på min ønskeliste) men om ikke for andet, så for at udrydde dem. Vi så ikke mere til impalaflokken og ”That one” desværre. Vi havde efterhånden gået omkring 5 – 6 kilometer, solen var ved at gå ned, så vi bevægede os langsomt mod bilen. Pludselig midt på vejen, stod en kæmpe stor kudu med front lige mod os. Da kudu også stod på min ønskeliste, var jeg ikke sen til at få kastet riflen op til kinden. Nåede lige at tænke ”så vend dig dog rigtigt” da han som havde han læst mine tanker, stillede sig med siden til. Mit skud faldt prompte og det store dyr drønede mod jorden. Så var det atter foto og måle tid 50”(bronze), super flot var han. Efter en sej kamp for at få ham op på bilen, kom han sikkert og godt til slagtehuset, hvor en beundrende skare ventede os. Endnu en ekstrem spændende jagtdag var vel endt. Om aftenen begyndte de andre at hygge mobbe mig med, at jeg nu hed Miss Blaser (min riffel er en Blaser). De mente jeg skød det hele, så der ikke var noget tilbage til dem. De havde også brugt en del tid på at finde buskbuck men forgæves.
Stemningen var helt i top, som den har været hver eneste dag simpelthen skønne mennesker.

Følg med i Charlottes beretning fra safarien i Botswane samme tid og sted næste uge.
Læs den forrige beretninger fra Lotsane.