600 døde sæler

600 døde sæler

Spættet sæl i Københavns Zoologiske Have.

Langs de svenske kyster er der blevet opsamlet omkring 150 døde sæler inden for den sidste måneds tid, tallet i Danmark er oppe på 461.
Nu lader det til, at sælpesten også er nået til Holland, hvor man indtil videre har konstateret mindst et tilfælde af den frygtede virus.

Hundesyge

Sælpesten ligner til forveksling den hundesyge, som man vaccinerer sine hunde mod.
Det er videnskabeligt påvist, at sælpesten udmærket kan smitte hunde, men hvis vaccinationen er i orden, burde hundene være immune over for viruset.

Sæler uden immunitet

Det er 14 år siden sælpesten sidst hærgede de danske kyster. Den gang kom den sandsynligvis hertil med en invasion af grønlandske sæler.
Den danske sælbestand blev dengang halveret, men nogle dyr har uden tvivl været i kontakt med sygdommen og alligevel overlevet. Disse sæler har dermed opbygget et virksomt forsvar mod sælpesten.
Nu må de fleste af dyrene fra den gang imidlertid formodes at være døde af andre naturlige årsager, og derfor er der ikke mange danske sæler, der har en forhøjet modstandskraft mod sælpesten.
Det kan være en forklaring på, at sygdommen nu slår så relativt hårdt igennem, selvom det langt fra er sikkert, at udbruddet får lige så alvorlige konsekvenser som i 1988.